GILLELEJE: Torsdag eftermiddag rykkede brandkøretøjerne ud fra Falck’s brandstation i Stæremosen. Meldingen lød på ildløs i noget flamingo på byggepladsen, og ilden rejste en kraftig tyk sort røgsøjle mod himmelen – heldigvis så det værre ud end det var.
En enlig håndværker arbejdede på en byggeplads på Nordre Strandvej, hvor man er ved at opføre et helt nyt hus på vejen, og torsdag var det tid til at skære plads til nogle rør i flamingoen.
Hele fundamentet står der, der er støbt gulv med flamingo under og det var ved nedgangen til husets kælder at der skulle skæres ud i flamingoen til nogle rørføringer – og det gik altså galt.
Den uheldige håndværker startede med at skære ud fra en ende af, og da han nåede til den anden ende af skakten lugtede der underligt, her opdagede han at ilden havde fat i flamingoen bag ham og han fik slået alarm i en vis fart. Det skete kl. 12.52, og brandbilerne røg hurtigt afsted.
Inden brandbilerne nåede frem havde branden i flamingoen fået godt fat og røgen stod op fra stedet, og kunne ses vidt omkring.
Brandbilerne nåede frem kort efter, og to røgdykkere fik hurtigt slået flammerne ned med en højtryksslange.
Trods det så voldsomt ud, så var der ingen fare for de omkringliggende huse og ingen kom noget til ved branden som dog lavede en hel del skade ved byggeriet hvor der bla. skal brækkes en del af det støbte gulv op og der skal trækkes en række nye rør i byggeriet.
Indlægget Ups: Håndværker fik sat ild til flamingoplader blev først udgivet på Netavisen Gribskov.