RAMLØSE: Ramløse Hallen har været ude på Facebook for at advare byens borgere om en indsamling, som hallen frygter sker i deres navn.
– Vi har hørt, at der er nogle unge der har været ude at banke på og sige, at de samler flasker ind til Ramløse E-sport. Men det er altså ikke noget, vi har sat i værk, forklarer haldirektør Per Drifte til netavisen, da vi ringer for at høre nærmere til sagen.
Han er ikke vidende om, at der skulle være andre initiativer til at opstarte e-sport, men udelukker ikke muligheden.
– I så fald er det ikke noget, vi kender til, forklarer han og gætter på, at det nok mere er en gruppe unge, der fik en smart idé til lidt ekstra lommepenge.
Opslaget lyder som følger:
“Vi har desværre hørt, at der er nogle børn, der har været rundt og banke på hos folk i byen og bedt om flaskepantpenge til Esport. Det er IKKE et initiativ, der er iværksat af hverken Esport, fodbold eller hallen. Det er IKKE sandt! Det er IKKE noget, vi kender til 😡👎”.
Du kan læse hallens Facebookside her: Ramløse Hallen.
Skolesekretær: Ikke os
Heller ikke på den lokale Ramløse Skole kender man til en indsamling. En mulighed kunne ellers være, at en klasse samlede ind til at deltage i en e-sportsturnering eller lignende og derigennem kom til at skabe forvirring i henhold til hallens egen esports-initiativ.
– Det er ikke noget, jeg har hørt om. Og vi går jo på juleferie på torsdag, så det ville undre mig, hvis der var nogle der samlede ind nu, forklarer skolens sekretær Lone Nygaard, der dog vil kontakte skolelederen for at høre, om der skulle foregå noget uden hendes vidende.
Skulle der være tale om et uskyldigt formål eller har du været i kontakt med indsamlerne, så kontakt gerne redaktionen via redaktion@netavisengribskov.dk eller via vores facebookgruppe: Netavisen Gribskov, så vi kan få mysteriet opklaret.
Er der tale om et reelt formål, så støtter avisen også meget gerne op om formålet omkring en indsamling.
Indlægget Ramløsehallen advarer: Vi samler IKKE ind til E-sport blev først udgivet på Netavisen Gribskov.
Giv din mening til kende: