SMIDSTRUP: Tirsdag aften rykkede brandmandskabet i Gilleleje ud for første gang til en alarm, det blev ikke uventet til en opgave med et væltet træ og det var heldigvis en hurtig og let opgave – men ikke den sidste
Det var en chauffør på en bus som måtte træde hurtigt på bremsen, da et birketræ omkring kl. 23.10 bukkede under i blæsevejret og styrtede til jorden tværs henover Smidstrup Strandvej, og derved spærrede vejen totalt for trafik.
Inden brandmandskabet nåede frem til stedet var der to busser som holdt på stedet, en i hver sin retning, og tålmodigt ventede på brandfolkene fik ryddet vejbanen. Flere bilister endte også foran det væltede træ, men kunne komme væk fra stedet ved at lave en vending i den nærmeste indkørsel.
Brandmandskabet fra Gilleleje ankom til stedet, kort efter alarmen kl. 23.15 fra 1-1-4, og med en motorsav fra brandsprøjten tog det blot to minutter at få skåret træet i småstykker og fjernet fra vejbanen.
Alt var fjernet fra stedet, og vejbanen igen klar omkring kl. 23.30.
Pas på i morgentrafikken
Nordsjællands Politi advarer dog natten til onsdag om den fortsatte risiko for væltede træer:
– I løbet af natten har vi modtaget flere anmeldelser om væltede træer på kørebanen forskellige steder i politikredsen. Der arbejdes løbende på at rydde vejene, men skal du ud og køre her til morgen, så bør du være ekstra opmærksom, lyder det advarende fra ordensmagten på Twitter.
Senere i løbet af nattetimerne styrtede et byggepladshegn omkuld på Rådhusvej, ligesom der kl. 03.20 blev slået alarm om et væltet træ på Præstevej i Annisse, her måtte brandfolkene fra Helsinge rykke ud med med kædesaven og rydde vejen. Tidligere på dagen havde mandskabet fra Helsinge også været ude med kædesaven i Holløselund og i Høbjerg.



Indlægget Stormen væltede flere træer og byggepladshegn blev først udgivet på Netavisen Gribskov.
Giv din mening til kende: