GRIBSKOV: Toftebo trænger i den grad til en kærlig hånd. Men den kan blive dyr; helt op til et trecifret millionbeløb. Sådan lyder konklusionen i en rapport, der ser på fordelene ved i stedet at opføre et samlet sundhedshus i kommunen.
Rehabiliteringscenteret Toftebo i Esbønderup står over for en del større vedligeholdsbehov, hvis aktiviteterne skal opretholdes på nuværende matrikel i Esbønderup. Taget er ramt af fugt og lækager, hvilket Byrådet sidste år satte 1,4 millioner kroner af til, og en ekstern rådgiver foreslår, at der akut foretages en række investeringer på 2,4 millioner kr. for at kunne holde Toftebo i drift i yderligere 5-10 år.
Beløbet dækker udgifter til nye toiletter og badefaciliteter i fløj B, som kan leve op til de aktuelle arbejdsmiljøkrav, ligesom der også skal etableres omklædning til herrer, samt andre mindre ændringer såsom et linnedskur, skur til affalds- containere og en flugtvej.
Ønsker man at bevare Toftebo på den lange bane, så kræver det en del flere penge. Den eksterne rådgiver har vurderet mulighederne for at lave en komplet ombygning af Toftebo på den nuværende matrikel. Det er nødvendigt, hvis centeret også på den lange bane skal kunne opretholde sine nuværende funktioner. Udgiftes anslås til 116 millioner kroner, såfremt ny- og ombygningen tilrettelægges i tre etaper. Ombygningen vil sikre, at Toftebo kan holdes i drift på den nuværende matrikel.
Relateret læsning: Ældreformand: For tidligt at tale om Toftebos fremtid
Samlet sundhedshus
En anden, og langt mere attraktiv løsning for at sikre gode fremtidssikrede forhold, er at lave et centralt sundhedshus. Det aktuelle budgetforlig har et særligt fokus på at investere i sådan et sundhedshus, der gerne skal stå opført inden udgangen af 2023. Hvor det i så fald skal placeres er endnu ikke besluttet.
Og processen med at se på mulighederne er i fuld sving. Sidste år besluttede udvalget for Ældre, Social og Sundhed at starte en proces med at vurdere, om det vil kunne svare sig at samle en række aktiviteter på samme fysiske lokalitet. Planen er at samle flere af – eller dem alle, af følgende tilbud:
- Friplejehjem,
- Hjemmesygeplejen,
- Evt. fremtidig kommunal andel af hjemmeplejen,
- Sygeplejeklinik,
- Akutfunktion, (to pladser på Toftebo)
- Midlertidige pladser og genoptræning (39 pladser på Toftebo)
Der er også opsat et par forslag til politikerne til, hvilket tilbud, der bedst kan kombineres:
- et sundhedshus der samler kommunale sundhedstilbud på samme matrikel, f.eks. inden for træning, forebyggelse, rehabilitering og sundhedsfremme
- en ramme for at udvikle samarbejdet med det regionale sundhedsvæsen omkring funktioner, der med fordel kan ligge lokalt
- en ramme for at udvikle samarbejdet med praksissektoren, f.eks. ved at leje lokaler ud til relevante sundhedsprofessionelle med ydernummer
- en ramme for at udvikle samarbejde med andre aktører, både frivillige foreninger, civilsamfund og relevante private udbydere
Svingende priser
Der er ingen reel prissætning på sådan et hus, men andre kommuner har sundhedshuse, der svinger fra 37 millioner kroner (Ringsted, red.) og op til en halv milliard kroner (Albertslund, red.). Prisen afhænger blandt andet af, hvor mange funktioner man ønsker at samle samme sted.
I Helsingør har man sat 250 millioner kroner af til et sundhedshus, mens man i Hillerød er klar til at investere samlet 160 millioner kroner.
Planer i støbeskeen
Selv om der stadig ikke er sat hverken dato eller økonomi på det kommende sundhedshus, så bliver der set på sagen fra flere kanter.
Udvalget for Ældre, Social og Sundhed i Gribskov Kommune har for eksempel inviteret Handicaprådet til et dialogmøde, planlagt til mandag den 4. februar, for at sikre, at huset også efterlever de krav og forventninger, som der skulle kunne være fra handikappede og ældre med mobilitetsproblemer.
Tanken om et sundhedshus i Gribskov er dog ingenlunde ny. Venstre har tidligere været på banen med sådan et hus, og tilbage i 2014 erklærede også Socialdemokraterne, at de havde et sundhedshus som prioritet.
Hvorfor et sundhedshus?
En af de helt store årsager til ønsket om et samlet sundhedshus er for at imødekomme forventningen om fremtidige opgaver, som kommunerne i stigende grad får ansvar for.
Det inkluderer områder som styrkede akutfunktioner med udkørende, specialuddannede sygeplejersker, der kan håndtere komplekse sygdomsproblemstillinger i borgerens eget hjem. Der bliver også behov for tidligere opsporing af borgere med begyndende sygdom, ligesom der skal sikres behandling af kronikere, telemedicin og intravenøs behandling.
Der er også de kommende stordriftsfordele at tænke på. Et samlet hus vil kunne sikre både billigere rengøring og vedligeholdelse.
Dertil kommer den igangværende ældrevækst, hvor vi bliver flere ældre og vi lever længere. Der ventes en stigning frem til 2045 på hele 190 procent i antallet af ældre over 85 år i Gribskov Kommune. Det sætter det nære sygdomsvæsen under yderligere pres, da flere borgere forventes at skulle behandles i længere tid i eget hjem eller ældrebolig.
For at gøre skidt værre, så vil det kommende supersygehus i Hillerød bidrage til at lægge pres på Gribskov. Det skyldes, at der med sådan et supersygehus er en indbygget ambition om at minimere det gennemsnitlige indlæggelsesbehov mest muligt, hvorfor derfor i stigende grad ventes at blive pålagt yderligere opgaver til kommunernes egen hjemmesygepleje.
“Vi ved også at de nye supersygehuse bygges med færre sengepladser, i forhold til de sengepladser der er på de eksisterende sygehuse, og at dette sker trods en forventning hos både region og kommuner om et stigende antal patienter. Derved understøttes målet om, at patienterne bliver kortest mulig tid på sygehusene.”, konkluderer kommunens administration i en rapport til de lokale politikere.
Netavisen Gribskov har taget kontakt til formanden for udvalget Ældre, Social og Social for at høre mere til behovet for et sundhedshus og konsekvenserne for Toftebo.
Du kan læse formandens kommentarer her: Ældreformand: For tidligt at tale om Toftebos fremtid.
Indlægget Efterslæb: Kæmperegning truer Toftebos fremtid blev først udgivet på Netavisen Gribskov.
Giv din mening til kende: