GRIBSKOV: En hestegruppe i Gribskov er nået et stort skridt nærmere drømmen om at kunne genudsætte de oprindelige røde Frederiksborgheste i Nationalpark Kongernes Nordsjælland.
Hestene skal være en levendegørelse af fortællingen om stutteritiden og den tidligste hesteavl i Danmark og vil blive sat ud omkring markerne ved Esrum Kloster, lyder det i et forslag, der nu er nået til Økonomiudvalget efter at være blevet godkendt i to politiske underudvalg.
Esrum Kloster har tidligere på året givet udtryk for, at man gerne vil have de klassiske røde heste tilbage på sine marker. Interessen kommer blandt andet på baggrund af den store tradition, der i tidligere tider har været for hesteopdrag på egnen.
Firbenede danefæ
Munkene på Esrum Kloster havde som på alle store gods i Danmark et hesteopdræt. Efter reformationen (år 1517-1648, red.), kom der ekstra fart på antallet af rideheste og stridsheste i Danmark, og en stor del af kongens stutterivirksomhed blev samlet omkring Esrum Kloster, der i over 100 år var en del af det royale fokus på hesteavl.
Det meste blev etableret i 1540’erne, hvor Christian 3. begyndte at nedlægge bebyggelser i skoven omkring godset Hillerødsholm, som senere blev nedrevet, så der kunne blive plads til Frederiksborg Slot.
Også i Esrum Kloster opdrættede kongen Frederiksborgheste. Her var de enkelte avlslinjer af Frederiksborgheste dengang adskilt fra andre hesteracer og stod i separate vange. Hopperne blev parret med nøje udvalgte Frederiksborg-hingste, hvilket resulterede i føl, der fik de klassiske røde farver og en række fysiske egenskaber, som kongen og hoffet fandt særligt behagelige.
Senere, efter enevældets ophør, fik Christian V. genskabt interessen for de tidligere så populære heste. Han var især interesseret i at få heste, der var ens, så han kunne få ens heste spændt for de kongelige kareter, og her var de røde Frederiksborgheste oplagte.
“Det historiske aftryk, som hestene har haft i Gribskov er således udtalt, og en stor del af fortællingen omkring Nationalpark Kongernes Nordsjælland”, lyder det i oplægget til politikerne i Økonomiudvalget, der på næstkommende møde 29. januar skal træffe beslutning om, hvorvidt de vil anbefale planerne videre til Byrådet.
Stor begejstring
Foreningen Hestegruppen i Gribskov har været en central spiller i at udvikle tiltaget. Og de har fået flere positive tilkendegivelser.
nationalparksekretariatet har vist stor interesse, ligesom Naturstyrelsen – der ejer jorden – også er entydigt indstillet på at indgå i et samarbejde og om muligt sikre de fornødne fysiske græsningsarealer.
I spidsen for projektet tænkes at komme en styregruppe hvor blandt andet Nationalpark Kongernes Nordsjælland, Esrum Kloster, Naturstyrelsen Nordsjælland, Hestegruppen Gribskov og Gribskov Kommune deltager.
Styregruppen vil med hjælp af økonomiske støtte fra kommuner og fonde i løbet af 1. halvår 2019 formalisere projektet og blandt andet fastlægge projektets mission, vision og den strategiske handleplan.
Planen er, at projektet herefter overgår til en forening, fond eller lignende juridisk konstruktion, der kan varetage det fremadrettet på mere permanent basis.
Pengene skal komme fra primært eksterne finansieringskilder såsom Bevaringsudvalget under Miljø- og Fødevareministeriet, Landdistriktspuljen under Erhvervssministeriet, Carlsberg Fonden, Novo Nordisk Fonden og Brebølfonden.
Frederiksborgheste?
Frederiksborghesten er en dansk hesterace, fremavlet som en fast type i Frederik IV’s tid. Racen blev fremavlet fra den gamle danske stridshest blandet med frieserheste og heste fra Italien, Spanien, Frankrig og Østeuropa. I over 100 år ansås den for den fornemste kørehest i hele Europa, og blev endog regnet for overlegen sammenlignet med de engelske køreheste. Den var de danske kongers stolthed.
Frederiksborghesten er verdens ældste stambogførte hesterace.
Tyske krigsheste
Hestegruppen Gribskov er også i kontakt med en tysk mæcen og avler af Knabstrupper, der ønsker at stille nogle af disse heste til rådighed for et lignende projekt også på Esrum Kloster.

Hesteavleren har gennem de seneste 30 år avlet på gamle linjer af de oprindelige knabstruppere (en linje af krigsheste, red.). Hestegruppen har inviteret den tyske avler til Esrum Kloster i en nær fremtid for at se på mulighederne.
Også Garderhusar-kasernen i Slagelse har tilkendegivet, at de gerne vil deltage med et antal staldpladser for udvalgte heste, hvis hesteeskadronens fokus på fremavl af køreheste går i retning af brug af nationale racer.
Tidshorisont
Hele projektet forankres i etablerings- og udviklingsplanerne for Nationalpark Kongernes Nordsjælland, der skal være vedtaget senest 1. juli 2020.
Indlægget De røde heste skal igen være en del af Gribskovs naturliv blev først udgivet på Netavisen Gribskov.
Giv din mening til kende: