GRÆSTED: En af kommunens største rideskoler, Græsted og Omegns Rideklub, flytter på torsdag alle sine aktiviteter og heste fra gården på Ny Mårumvej 145 til Baunegaarden på Bjergagervej 37 i Blistrup.
Ridepigerne tilknyttet Græsted og Omegns Rideklub skal snart til at tage til Blistrup, når hestene skal sadles og strigles. Fra og med torsdag flytter klubben til Baunegaarden på Bjergagervej i Blistrup.
– Det sker efter, at Christine (som er underviser, red.) og hendes mand Christian har købt Baunegaarden, og klubben glæder sig meget til det nye sted, hvor der er et dejligt stort ridehus, drænet ridebane, stor rytterstue samt gode forhold til vores heste, lyder det fra formanden for rideklubben Dina Schierning.
Græsted og Omegns Rideklub så for første gang dagens lys den 7. oktober 2014 og er på få år vokset til i dag at omfatte cirka 150 medlemmer, hvoraf 128 er unge under 25 år. Klubben har den største andel af rideskoleundervisningen i kommunen, ligesom der er mulighed for handicapridning, muliggjort af støtte fra Det Grønne Hus.
Den 23. juni er der planlagt en større indvielsesfest på den nye adresse.