Græsted: Onsdag d. 21. februar inviterer Musik og Kor i Tisvilde sammen med Nordic Park atter til fællessang i Valhalla. Aftenens program hylder forårets snarlige komme.
Når Valhalla på onsdag slår dørene op til fællessang i den store sal, er der forår i luften. I hvert fald et musikalsk forår, for aftenens program tager forskud på den spirende årstid, hvor alt vokser frem på ny, med viser herom.
Programmet byder på både svenske viser og kendte danske sange, der som vanligt akkompagneres af Frede Knudsen på violin, Ole Jacobsen på fløjte og John Friis på klarinet. De vil som altid få sangglæden til at blomstre. Elise Stendevad præsenterer hver sang og fortæller lidt om deres indhold og oprindelse.
For alle stemmer
Alsang er for alle, der elsker at synge – uanset hvilket næb man synger med. Så har du en lille sangfugl i maven eller elsker du bare at synge i kor med andre, så mød endelig op. Du er velkommen til at medbringe egen aftendrink og nyde den i hyggeligt samvær i pausen.
Lys i mørket
Alsang startede som tradition i en sommerhave i Tisvilde i 1999. Senere rykkede arrangementet til de mere mondæne rammer i Valhalla, hvor især hallens akustik har bidraget til at gøre sangaftenerne mere lydhøre.
– Valhalla er et dejligt stemningsfuldt sted at afholde fællesarrangementer, men vejen gennem parken er mørk på denne årstid, så det anbefales at medbringe en lygte, skriver arrangørerne, Musik og kor i Tisvilde, i en pressemeddelelse.
Så husk en lygte, så der kan komme lys over land på din færd til og fra Valhalla.
TID: Onsdag d. 21. februar 2018, kl. 19-21.
STED: Valhalla, Nordic Park, Kirkevej 43, Græsted
ENTRÉ: 40 kroner.