GRIBSKOV: Et enigt Byråd har ifølge flere politiske kilder besluttet at hjemtage Sygeplejen til egne kommunale hænder pr. 1. maj. Det sker som konsekvens af en række alvorlige pleje- og administrationssvigt.
REDIGERET kl. 12.29: Netavisen Gribskov har på foranledning af kontakt med kommunen redigeret artiklen, så det korrekt fremgår i artiklen, at det endnu ikke er officielt bekræftet, hvorvidt aftalen med Attendo er endelig droppet.
Netavisen Gribskov har fået bekræftet fra flere troværdige kilder, at et byråd 5. februar på et lukket møde besluttede at hjemtage sygeplejen fra Attendo. Den officielle udmelding kommer først om nogle dage, men fyresedlen har været at læse på de lokale medier siden i morges. Fyresedlen skulle være sket som konsekvens af de seneste sager, som blandt andet har inkluderet omsorgssvigt i en grad, der resulterede i hele to røde påbud til den svenske plejegigant.
Det er også mere eller mindre bekræftet fra politisk side, at Attendo pr. 1. maj vil fragå opgaven, som i stedet kommer tilbage på kommunale hænder.
Attendo havde givet et bud på blot 30 kroner for at administrere den daglige sygeplejeopgave i kommunen, et bud som af andre lokale plejeselskaber blev betragtet som umuligt at konkurrere med.
Kommunen vil i stedet hjemtage opgaven, som derfor igen ryger på kommunale hænder. Skulle det blive endelig bekræftet, vil det koste i omegnen af 10 millioner kroner, forlyder det fra politisk side.
Det er uvist, om der sker et retsligt efterspil. Personalet bliver først informeret i dag, torsdag, om beslutningen, hvilket har medført en del kritik.