GILLELEJE: Som led i planerne for skolen på Parkvej var det blevet tid til at se på, om man skulle bevare tandklinikken eller helt spare den væk. Det endte i en længere forvirret debat, men beslutningen var klar. Luk klinikken og gør de to andre bedre.
Der blev talt frem og tilbage mellem Venstre og Nytgribskov da man i går, mandag, forsøgte at finde fælles fodslaw om, hvorvidt man skulle lukke tandklinikken i Gilleleje og i stedet udbygge enten den ene eller begge de resterende klinikker i henholdsvis Græsted og Helsinge.
Beslutningen endte med et klart flertal for at lukke klinikken. Kun Venstre stemte imod.

Der var også en debat om, hvorvidt sagen først burde været kommet i høring. Det mente Natasha Stenbo Enetoft fra Venstre blandt andet, at den burde.
– Jeg stemte imod i udvalget og stiller et ændringsforslag, indledte hun og foreslog, at man først sender forslaget ud i offentlig høring.
– Den har aldrig været i offentlig høring, så vi har ikke spurgt alle dem, det her berører.
RELATERET LÆSNING: Spareforslag: Nedlæg to ud af tre tandklinikker for skolebørn
Sisse Krøll Willemoes fra NytGribskov påpegede, at arbejdsrepræsentanter var blevet hørt, og at der var et tidspres, da skolen på Parkvej stod over for en større renovering. En høring ville blot forhale en beslutning, som stort set ikke ville kunne ændres alligevel.
Resultatet blev, at man vedtog lukningen uden en offentlig høring. Venstres syv mandater stemte for en høring, mens Konservative undlod at stemme. Resten, 14 mandater, stemte for en lukning uden høring.
Fleksible åbningstider?
Derefter var der debat om, hvorvidt kommunen skulle sikre fleksible åbningstider på de to resterende klinikker. Efter lidt ordkløveri blev man dog enige om at bede administrationen kigge på sagen før en beslutning træffes omkring fleksible åbningstider.
Der blev også besluttet, at administrationen arbejder videre med at lave en såkaldt business-case, som skal afklare om det bedst kan betale sig at have blot en central tandklinik i Helsinge og dermed også lukke klinikken i Græsted.
Se hele debatten
Du kan høre hele debatten i indslaget herunder. Hvis du undrer dig over, at politikerne pludselig begynder at smide penge efter Natasha fra Venstre, så skyldes det en gamle tradition, der omhandler nye medlemmer i byrådet efter de har holdt deres jomfrutale.