GRIBSKOV: Har du et par timer tilovers søndag eftermiddag, så har en lille gruppe frivillige i SOS Børnebyerne i Gribskov brug for flere indsamlere til landsindsamlingen på søndag. Pengene går til at give forældreløse og udsatte børn nye hjem.
Har du en eller flere unge børn, så kan det have en god opdragende effekt at tage dem med ud et par timer for at samle penge ind til de mange jævnaldrende børn, der har det meget værre end dem. Hvert tiende barn på verdensplan har ingen familie til at passe på dem, og årsagen er ofte hungersnød, krig og regelmæssige udbrud af sygdomme i de fattigste lande. I SOS Børnebyerne arbejder man målrettet med at finde nye hjem og familier til de mest udsatte børn.
De mange barneskæbner motiverer Anni Sejersbøl og Ann Marie Martinsen fra SOS-Børnebyernes lokalgruppe til at gå ud og stemme dørklokker på søndag, men de har stærkt brug for selskab såfremt indsatsen for alvor skal kunne mærkes.
– Der er stadig brug for mange flere indsamlere, derfor opfordrer lokalgruppen nu alle, der har lyst til at samle ind, til at melde sig som indsamler på dagen, skriver foreningen til netavisen i håb om at få omtale, så flere kan melde sig på banen for den gode sag.
Nemt at samle ind
Man kan selv få lov at vælge sin rute, og man får indsamlingsbøtten sendt til døren.
– Derudover har vi i Gribskov gjort det nemmere at være indsamler. I stedet for at skulle aflevere indsamlingsbøtten i en bank på en hverdag efter indsamlingen, kan man aflevere bøtten til lokalforeningens kasserer, Grethe Nørgaard, som sidder klar til at modtage alle bøtterne i Kulturhavnen i Gilleleje på indsamlingsdagen fra kl. 16 til 18, lyder det fra tovholderne, der også tilbyder at hente indsamlingsbøtterne hjemme hos indsamlerne søndag aften.
– Vi vil gerne gøre det så nemt som muligt, for de personer, der melder sig og som bruger et par timer af deres søndag på at samle penge ind til forældreløse og udsatte børn, forklarer Grethe Nørgaard.
Er man interesseret i en rute, kan man melde sig som indsamler på telefon 3373 0233 eller på www.sosindsamling.dk, hvor man selv vælger, hvor i byen man gerne vil samle ind.
Du kan vælge en rute tæt på dit hjem, og du får indsamlingsbøtten sendt med posten. Det tager cirka 2-3 timer at samle ind.
Fakta
SOS Børnebyerne arbejder i over 130 lande og hjælper på verdensplan ca. 1,6 mio. mennesker. SOS Børnebyerne driver både børnebyer, familieprogrammer, lægeklinikker, skoler og børnehaver, og træder til i katastrofer og krig med nødhjælp
SOS Børnebyerne arbejder for, at alle børn kan vokse op i trygge rammer, komme i skole og beholde familie og venner.
Sidste år samlede frivillige indsamlere på landsplan hele 5,5 millioner kroner ind til at sikre trygge hjem over hele verden.
På verdensplan lever 24 millioner børn uden forældreomsorg. Børn der mister deres forældre er ekstra udsatte for vold, misbrug og børnearbejde. 78.000 forældreløse og udsatte børn vokser i dag op i en børneby.
SOS Børnebyerne støttes af flere end 40.000 danskere og godt 2.000 frivillige landet over arbejder i 134 lande.
Indlægget Hjælp søges: Har du et par timer på søndag til at hjælpe udsatte børn? blev først udgivet på Netavisen Gribskov.