DEBAT: Miljøet, turismen og samfundsøkonomien er under alvorligt angreb fra kommende havbrug i Kattegat. Derfor var de lokale politikere savnet, da der torsdag blev holdt borgermøde om de kommende havbrug.
I torsdags var der inviteret til borgermøde i kulturhavnen i Gilleleje. Temaet var de kommende havbrug og et panel havde fundet vej i den abnorme sommervarme sidst på eftermiddagen. Ca 40 borgere havde sat to timer af, af deres liv for at høre om alle de konsekvenser der er forbundet vandmiljøet, når der tænkes i store flydende havbrug.
De to timer var givet godt ud, hvis man ikke vidste nok om de alvorlige konsekvenser som unægteligt vil ramme hele kommunen, hvis der tillades oprettelse af havbrug i vores farvande og især i Kattegat.
Det er ikke til at vide, hvad vores lokale byrådspolitikere går rundt og tænker. Dog ligger det helt fast, at ingen fra det nye byråd mødte frem og deltog i borgermødet. Vi var ret mange som syntes, det var mærkeligt, da flere partier i den senere tid har slået store brød op, når det drejer sig om vores miljø.
Borgermødet i går var startskuddet til en lang række events, bål, taler mv., som vi tværpolitisk vil arrangere i det kommende år og frem.
SF, Alternativet, DF, NG og Enhedslisten vil derfor stadig gerne opfordre de få partier som ikke stemte for fælleserklæringen sidste år, til at komme med ind i den fælles kamp. En kamp som faktisk ikke har så meget at gøre med politisk overbevisninger, men derimod har det i den grad noget at gøre med moralen og etikken overfor vores fælles natur og miljøet ude til havs.
Hvor mange turister vil rejse skrigende bort, når det går op for dem, at de vil bade i et stinkende lokum? Forestil jer, at der placeres et havbrug 5-8 km ude foran Gilleleje imod Rågeleje, som sviner lige så meget som hele Gilleleje bys kloakering, uden at noget som helst bliv renset, i døgnet!
Turismen vil forsvinde som dug fra solen, hvis man imod al forventning alligevel giver tilladelse til at oprette et havbrug langs Gribskovs kystlinje. Forpligtelsen ift. staus som National Park, falder stort set bort når der ingen reaktioner er fra vores byråd.
Tegners Museum står til at omdannes til en grusgrav og havbrugs tilladelser skal behandles i nær fremtid. Er du tilfreds med denne passivitet, eller vil du påtage dig et fælles ansvar for at få stoppet planerne om at omdanne Kattegat til særeje og store havbrug. Alle er hjertelige velkommen til at støtte borgergruppen lokalt via facebook gruppen, Nordsjælland imod havbrug i Kattegat.
Peter M. Otzen,
Fladager 10, Gilleleje
Indlægget DEBAT: Hvor blev politikerne af til borgermødet i Gilleleje torsdag? blev først udgivet på Netavisen Gribskov.