Quantcast
Channel: Gribskov – Netavisen Gribskov
Viewing all 1950 articles
Browse latest View live

Gribskov Kommune: ”Sænk farten før det er for sent”

$
0
0

GRIBSKOV: Der sker alt for mange trafikulykker på vejene på grund af for høj fart. Nu vil Gribskov Kommune sammen med Rådet for Sikker Trafik have endnu flere trafikanter til at overholde fartgrænserne.

Hvert år er der mennesker, der kommer alvorligt til skade i trafikken eller i værste fald slet ikke kommer hjem til deres familie på grund af en ulykke, der kunne have været undgået.

I omkring halvdelen af dødsulykkerne på vejene er der blevet kørt for hurtigt i forhold til fartgrænsen eller fx vejr- og vejforholdene, viser tal fra Vejdirektoratet.

Derfor er Gribskov Kommune gået med i den landsdækkende kampagne ”Sænk farten før det er for sent”. Det sker i samarbejde med Rådet for Sikker Trafik.

”Langs vejene har vi sat skilte op, der minder folk om at holde øje med deres fart. Vi ved, at skiltene får mange bilister til lige at tjekke deres speedometer og tænke over deres fart, når de får en venlig påmindelse. Det er vigtigt, at vi får flere til at overholde hastighedsgrænserne, så der sker færre trafikulykker,” siger formand for Udvikling, By og Land, Pernille Søndergaard (NytGribskov).

Hvorfor kører vi for stærkt?
En stor del af dødsulykkerne i trafikken sker på landevejene især på grund af for høj fart og uopmærksomhed. Når man kører for stærkt, kan det betyde, at man ikke når at bremse i tide, hvis der sker noget uventet som fx en modkørende, der pludselig trækker over i ens vognbane eller krydser vejen uden at have set sig for.

Sidste år spurgte Rådet for Sikker Trafik 1.472 bilister, hvor hurtigt de kører på landevejene. Hver tredje (34 %) svarede, at de ofte eller nogle gange kører 95 km/t på strækninger, hvor man maksimalt må køre 80 km/t. En del af bilisterne forklarer det med, at de følger trafikken eller ikke holdt øje med deres fart.

”Når man kører bare lidt for stærkt, så skal man bruge markant flere meter på at bremse, hvis der sker noget uforudset. På en landevej kan der fx pludseligt komme en bil, cykel eller et barn ud fra en sidevej eller udkørsel, og der er det vigtigt, at man kan nå at bremse, før det er for sent,” siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Fartulykker koster dyrt
Foruden de store menneskelige omkostninger ved fartulykker, så har for høj fart og ulykkerne på vejene også en økonomisk betydning for samfundet.

De gennemsnitlige samfundsøkonomiske omkostninger per personskade i trafikken er på 4,6 millioner kroner. Det er for eksempel udgifter til politi- og redningsarbejde, hospitals- og plejeudgifter, manglende skatteindtægter etc.

Fakta:
Hvor mange meter skal du bruge på at bremse, og hvor sker fartulykkerne? Se mere på Rådet for Sikker Trafiks temaside om farten på vejene: www.sikkertrafik.dk/fart


Travl dag for politiet i Gribskov

$
0
0

GRIBSKOV: Stjålen gravemaskine, spritkørsel, plattenslagere og bilist uden kørekort var hvad Nordsjællands Politi fik mandagen til at gå med i Gribskov området.

GILLELEJE: Et tyveri af en rendegraver i Gilleleje blev mandag formiddag kl. 10.18 anmeldt af et entreprenørfirma. Ukendte gerningsmænd var forduftet med en rendegraver af mærket Ferguson Fermec, og de har formentlig et godt forspring idet tyveriet er sket mellem d. 01. marts og frem til mandag d. 19. marts.

Mistænkelig opførsel
GRÆSTED: Mandag eftermiddag slog en årvågen borger alarm til Nordsjællands Politi, opkaldet indløb kl. 13.05 og vidnet havde bemærket en kvinde som gik rundt og holdt mistænkeligt øje med området omkring Ramsager og Dalager, ligesom hun flere gange foretog kortvarige opkald i en mobiltelefon.

En patrulje blev sendt til stedet for at undersøge forholdet, men det viste sig, at kvinden boede i området, og der var derfor ikke mere i sagen.

Selvom der ikke foregik noget ulovligt, var det glimrende, at anmelderen ringede og adviserede om forholdet, oplyser Nordsjællands Politi. Hvis du selv ser noget mistænkeligt, så tøv ikke med at ringe til politiet på 1-1-4, der så kan tage beskik af situationen.

Udenlandske plattenslagere
TISVILDELEJE: Ligeledes mandag eftermiddag kl. 15.04 anmeldte en borger, at der kørte en eller flere engelsk indregistrerede varevogne rundt i Tisvildeleje. I de varevogne var der udenlandske håndværkere, som tilbød at udføre billigt arbejde, noget som er ulovligt da det er en overtrædelse af dørsalgsloven. Desuden er arbejdet ofte sjusket udført, og pludselig langt dyrere end aftalt – så tag aldrig imod disse tilbud.

Nordsjællands Politi anbefaler, at man aldrig takker ja til disse uopfordrede tilbud om at få udført arbejde af håndværksmæssig karakter.

70-årig spritbilist snuppet
ESBØNDERUP: Mandag, sidst på eftermiddagen kl. 17.23, blev en 70-årig mandlig bilist standset på Esbønderupvej og bedt om at puste i et alkometer. Alkomeret slog ud over det tilladte, hvorfor manden blev kørt til udtagning af blodprøve, der nu skal fastslå promillen.

36-årig mand mistede bilen
ESBØNDERUP: Som rosinen i pølseenden blev en 36-årig mandlig bilist kl. 18.25, mandag aften, standset på Gillelejevej og bedt om at fremvise et gyldigt kørekort. Det kunne han dog ikke, idet han havde kørselsforbud og derfor ikke var i besiddelse af det lovformlige kørekort – men det blev værre. Det viste sig at det var tredje gang, at bilisten blev standset uden at kunne fremvise et gyldigt kørekort, og derfor blev bilen beslaglagt på stedet.

Talentkonkurrence: Tre lokale forskerspirer er med i forskerfinale

$
0
0

GRÆSTED: Tre elever fra Gribskolen i Græsted er med i finalen i den landsdækkende konkurrence ”Unge forskere”, der afholdes den 22.-24. april i Forum i København.

For tredje år i træk har Gribskolen elever med i finalen i Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence, ”Unge forskere”. I år deltager tre af skolens elever med hele to projekter i kapløbet om titlen som årets unge forsker i juniorkategorien.

Landsdækkende forskerkamp
Unge Forskere er en landsdækkende konkurrence, hvor elever fra hele landet kan deltage med et selvvalgt projekt. De unge forskere skal indsende et projektresumé og en projektrapport for at deltage i konkurrencen.

I år blev der i alt indsendt 1729 projekter til talentkonkurrencen. En fagjury har vurderet alle projekter og afgjort, hvilke der gik videre til de regionale semifinaler, hvor de unge forskere mødte juryen til en science fair.  Her skulle forskertalenterne medbringe en videnskabelig poster og holde en præsentation for juryen. Semifinalen afsluttedes med, at der blev udnævnt 50 juniorfinalister fra grundskolen. Finalisterne skal deltage i den store finale, som afholdes i april.

Blandt de 50 juniorfinalister markerede Gribskolen sig flot med to projekter fra henholdsvis 6. og 9. klasse.

Foto: Presse. Emilie Esmark fremviser sit avocado-
projekt, der sikrede hende en finaleplads.

Spiseklar avocado
Den 13-årige Emilie Esmark fra 6. klasse er blevet udvalgt til finalen med sit projekt ”Spiseklar avocado”.
I projektet har hun eksperimenteret med metoder til at fremskynde modningsprocessen i avocadoer ved at opvarme dem i mikroovn.

Juryens begrundelse for at give avocadoerne en finaleplads var blandt andet, at den unge forsker har prøvet en masse metoder af og blandt andet lavet klistermærker, der fortæller forbrugerne, hvordan avocadoerne skal varmes op for at modne.

Alternativt landbrug
Anna Ward og Lea Andersen fra 9. klasse står bag det andet projekt. De er et par rutinerede forskerspirer, der for anden gang er med i en Unge Forsker finale. I år deltager de med projektet ”Alternativt landbrug.

Foto: Presse. Det er anden gang, at Anna Ward
og Lea Andersen er med i finalen
i forskerkonkurrencen.

”Alternativt landbrug” går ud på at få afgrøder til at vokse på havmarker ud for Afrikas kyst. Det er lykkedes pigerne at få salat til vokse på en svamp i et havvandsakvarie, noget som ellers – ifølge havbiologerne – ikke burde være muligt.

Gode råd til videreudvikling
Juryen har givet de tre elever gode råd til at videreudvikle deres projekter, som de skal arbejde videre med frem til finalen i april, hvor vinderne af konkurrencen findes.

Finalen består af 3 dages science fair med sceneshows, udstillere fra store danske virksomheder og universiteter. Der er ca. 8000 besøgende gæster og en stor præmieoverrækkelsesceremoni med Unge Forskeres protektor, H.K.H. Prins Joachim.

Gribskolen er for tredje år repræsenteret i finalen, hvor de tre forskerfinalister er med i kampen om årets Unge Forsker-pris og den samlede præmiesum på over 300.000 kr.

 

Når der er for langt til cirkus: Cirkus Berdino gæstede Bakkebo

$
0
0

GILLELEJE: Savsmulden manglede, men det holdt bestemt ikke cirkusartisterne tilbage, da minicirkusset Susanne Berdino i mandags var på besøg hos Omsorgscenter Bakkebo for at optræde med et større udvalg af numre og tricks.

Susanne Berdino, datter af cirkusdirektør Benny Berdino, var på besøg hos Bakkebo for at underholde beboerne i mandags. Dagen var sat i stand for at skabe lidt ekstra liv og stemning blandt beboerne, der for manges tilfælde normalt ville mangle overskuddet til en rigtig cirkusdag ude af huset.

Cafeen var derfor til lejligheden lavet om til en cirkusmanege med balloner og hvad der ellers hører til. Beboerne kunne desuden gumle på popcorn, mens Susanne og hendes mand underholdt med et menageri bestående af en flok godmodige hunde, en ged, en papegøje og en flok ænder. En skør blanding, der var med til at skabe en god og underholdende dag.

Blandt numrene var blandt andet et linenummer med geden, ligesom papegøjen både kunne køre i bil, cykle og stå på rulleskøjter. Hundene var trænet til at optræde med en hel række kunstner, og i det hele taget lykkedes missionen om at skabe lidt glæde blandt de ældre.

Gratis koncert: Amerikanske standards på Helsinge Bibliotek

$
0
0

HELSINGE: Mandag den 26. marts kan du opleve duoen Linnea & Søren i Lille sal på Helsinge Bibliotek.

Duoen Linnea & Søren gæster på mandag Helsinge Bibliotek. Her vil de underholde med et udvalg af amerikanske standards i Lille sal. Koncerten begynder kl. 19.

De to musikere stiftede duoen på Gribskov Gymnasium. Her var Linnea Dam Bendix elev og Søren Svagin musiklærer, og de to startede med at spille musik ved skolearrangementer.

Kendt fra Popstars
Linnea Dam Bendix, der i 2014 vandt Popstars, har spillet og sunget siden hun var 5 år gammel. Efter hun vandt den populære talentkonkurrence, har popmusikken fyldt meget, og den unge sangerinde har optrådt på adskillige festivalscener rundt om i Danmark.

Søren Svagin er, ved siden af jobbet som musiklærer, en aktiv pianist i det danske jazzmiljø. Han er også radiovært på Radio Jazz, som han er medstifter af.

TID: Mandag den 26. marts, kl. 19.
STED: Lille sal, Helsinge Bibliotek, Skolegade 43, 3200 Helsinge.
ENTRÉ: Gratis.

AFLYST: 74-årig kvinde forsvundet i Esbønderup

$
0
0

ESBØNDERUP: Nordsjællands Politi har aflyst efterlysningen af en kvinde, der var gået fra Toftebovej i Esbønderup idag, onsdag, omkring kl. 16.

**OPDATERING: Kvinden er omkring kl. 20.20 blevet fundet i god behold i Dronningmølle, og Nordsjællands Politi oplyser at hun er bragt retur til Toftebo efter sin udflugt.**

Kvinden er fra 1944, ca 165 cm høj, spinkel af bygning, kort gråt hår, blå bukser, og hun medbragte en mørk 
skuldertaske.

Kvinden er godt gående, men desværre ikke i stand til at tage vare på sig selv, eller finde hjem  igen.

Har du set denne kvinde , bedes du ringe 1-1-4

Nordsjælland Håndbolds triste tur til skandeborg

$
0
0

GRIBSKOV: Nordsjælland Håndbold havde slutspilspladsen i hånden, men skæbnen var hård. Turen gik til Skanderborg onsdag aften – både med en spillerbus og flot dobbeltdækker med 100 forventningsfulde fans, desværre blev det en lang tur hjem.

Inden det kom så langt, var tilskuerne igennem en spændende, vekslende og tilslut sindsoprivende kamp.

Kampen startede meget lige med skiftende scoringer, men i midten af halvlegen fik NH slået et lille hul på 3 på mål af blandt andet af Helsinge-drengen Carl Emil Haunstrup. Så gik der lidt gummiarm i den – og bolde blev tabt – og pludselig var Skanderborg foran med 11-10. NH fik dog udlignet til en halvlegsstilling på 12-12.

Anden halvleg startede som første med skiftende scoringer og skiftende et målsforspring. Skanderborg fik pludselig medgang – og fik sig bragt sig foran med 3 med 7 minutter igen. Slaget synes tabt, hvis man ikke kender de lysegrønne, som aldrig giver op.

På 4 minutter gik NH fra 23-20 til 23-24 på mål af Uth, 2x Meklenborg og Nikolai P. Fansene var på vej i himmelen. På det næste angreb fik Skanderborg til kæmpet sig et straffekast – Morten Balling – landsholdsspilleren Peter Ballings storebror – scorede sikkert.

Med godt et minut igen spiller Nikolai P Niclas Poulsen fri – og NH er foran 24-25. Desværre fik Skanderborg udlignet hurtigt – og NH kom tilbage på bolden. Ian tog timeout med 30 sekunder igen. Ian fik instrueret spillerne godt – og med 7 sekunder blev Jesper Dahl spillet fri – og alle havde set bolden i mål, men Skanderborg keeper Kristoffer Larsen valgte at bruge aftenens fantomredning. Skanderborg kom på bolden – fik et tre meter og alle troede at kampen var død – men desværre tabte Nikolai P en lille smule fokus og trillede bolden væk. Danmarks bedste dommerpar kendte reglerne – rødt kort til Nikolai – og straffekast til Skanderborg. Morten Balling gav NH det sidste skib fra himmel til helvede – og scorede sit 12. mål i kampen.

Skanderborg jublede mens skuffelsen lyste ud af NH spillerne og fansene.

Et slag er tabt, men heldigvis er der en ny chance . NH sidder stadig på 8. plads – og kan med en sejr i Helsingør mod Team Tvis Holstebro kan NH sikre sig en plads i slutspillet. Kampen fløjtes op kl. 20.30 onsdag den 28.3

Åbent hus: Gribskov Seniorcenter fejrer 30 års jubilæum

$
0
0

HELSINGE: Gribskov Seniorcenter i Helsinge har 30 års jubilæum. Det bliver fejret med flere arrangementer i april måned, og der er aktiviteter for både de faste brugere og andre interesserede borgere. Onsdag den 18. april er der åbent hus for alle.

Gribskov Seniorcenter kan nu fejre 30 års jubilæum. Centeret har siden 1988 skabt rammerne for en masse forskelligartede aktiviteter og sociale arrangementer for Gribskov Kommunes seniorer 60+ og førtidspensionister. Centrets vision er at tilbyde en aktiv og indholdsrig tilværelse med blandt andet kreativitet, idræt og positivt samvær til sine brugere. Den vision har været en succes.

Mange faste aktiviteter
Igennem de sidste 30 år er brugerskaren vokset fra 250 på åbningsdagen til Seniorcentrets nuværende 700 brugere. Også antallet af aktiviteter er vokset støt gennem årene. Og aktuelt tilbyder Seniorcentret 75 faste aktiviteter.

Man kan for eksempel spille petanque eller banko, gå til syning, fletning eller beton, tage på fiske-, cykel- eller kulturture eller deltage i jazz-matinéer eller sammenspisning. Listen over aktiviteter er lang. Du kan læse om dem alle i Seniorcentrets aprilprogram, som der er linket til senere i artiklen.

Åbent hus for alle interesserede
Onsdag d. 18. april fejrer Gribskov Seniorcenter sit 30 års jubilæum med at holde åbent hus for alle interesserede borgere i kommunen. Programmet for dagen byder på lidt af hvert:

Klokken 10-12 er der åbne værksteder. Her er det muligt at komme rundt og opleve alle Seniorcentrets hold, se hvad de laver og få en lille snak.

Klokken 12-13 kan man købe en let frokost.

Klokken 13 samler festlighederne sig omkring Salen. Systuen holder mannequinopvisning med egne kreationer, garneret med tasker fra fletteholdet og smykker fra smykkeholdet.

pixabay

Eftermiddagen afsluttes med kage fra kagekøkkenet og musikunderholdning og fællessang med Harmonikabanden.

Alle er velkomne til at komme forbi på den festlige dag.

TID: Onsdag den 18. april, kl. 10-
STED: Gribskov Seniorcenter, Parkvænget 20 B, 3200 Helsinge
ENTRÉ: Gratis. For yderligere information om Seniorcentrets aktiviteter, se aprilprogram her.


Nyt ”klar-parat-skole” tilbud til børn med særlige udfordringer

$
0
0

GRIBSKOV: Børn og familie har fået grønt lys til at etablere et særligt dagtilbud, der skal forberede børn der aldersmæssigt har nået skolealderen, men som er udfordret af problematikker inden for blandt andet Autisme og ADHD og som derfor ikke er klar til at starte i skole.

Sankt Helene Børnehus og Sankt Helene Skole bliver værter og samarbejdspartnere om det nye tilbud, der er målrettet 5-7årige børn i hele kommunen.I første omgang er der plads til otte børn.

– Ved at lave et særligt forløb for dem kan vi både arbejde mere målrettet på at gøre dem klar til et skoleforløb, og vi kan finde ud af, hvilke form for skoleforløb der passer til dem. Jeg håber også det vil hjælpe de forældre, der har børn, der er udfordret af forskellige problematikker. De står ofte i en svær situation, og jeg tror det her tilbud vil være rigtig godt for både børnene og deres forældre, udtaler hun i en udsendt kommunal pressemeddelelse.

Forløbet har blandt andet et stort fokus på at afklare om det enkelte barn kan indgå og trives i et af Gribskov Kommunes skoletilbud på almenområdet eller på specialområdet og understøtte den udvikling der skal til.

I Sankt Helene Børnehus glæder man sig.

– Vi har børn som kalder på noget andet, det handler ikke bare om, at de få et år mere i børnehaven. De har brug for noget ekstra. Fællesskaber er altid vigtige, men det er også vigtigt at se på det enkelte barn og det kan vi med det her forløb, forklarer daglig leder Line Blume Kjøller og peger på, at det giver ekstra tid med de enkelte børn.

– Vi får tid til at støtte det enkelte barn i sin udvikling, særligt i forhold til sprog og motorik. Det kommer til at give dem et miljøskift, men kan sikre at vi derefter finder det rigtige skoletilbud fra starten, så de får et match der passer til dem og hvor de vil kunne fortsætte. Hvad enten det er et specialtilbud eller i det almene skoletilbud med støtte, siger hun.

Forældre får en rolle
Tilbuddet skal også have fokus på forældrene, der blandt andet får hjælp i forhold til, hvordan de bedst støtter op om deres barns skolestart/skolegang i en almenklasse eller i et specialpædagogisk skoletilbud.

FAKTA
Tilbuddet er tænkt som et fleksibelt forløb, hvor barnets udvikling afgør den gradvise indslusning i det skoletilbud, der matcher barnets behov. Tidspunktet for skolestart er derfor fagligt betinget frem for aldersbetinget. Det forventes, at barnet så vidt muligt højest er tilknyttet det særlige forløb i en 1-årig periode.

Dagtilbuddet etableres indenfor rammerne af Dagtilbudsloven men i snitfladen mellem dagtilbud, skoletilbud og det specialiserede børneområde. Organisatorisk placeres det under Sankt Helene Børnehus men fysisk vil det primært være i indskolingen på Sankt Helene Skole. Ressourcerne til det særlige dagtilbud kommer fra de midler, der allerede bruges på børnene. Der har ikke tidligere været et lignende tilbud i Gribskov Kommune.

Esrum Kloster klar med ny udstilling om livet ‘bag murene’

$
0
0

ESRUM: De fleste af os har været forbi Esrum Kloster for at forsøge at indsnuse stemningen fra en svunden tid, hvor klostermunke, staldkarle og grådige adelsmænd havde deres daglige gang. Nu åbner en permanent udstilling, der skal hjælpe dig lidt tættere på Middelalderen.

Man opfordres til at bruge alle sanserne, når Esrum Kloster i morgen, fredag, inviterer til fernisering på en ny permanent udstilling ”Mennesket i Klosteret”, der inviterer til en stemningsfuld oplevelse fra en anden tid gennem lyd, lys og fysiske installationer.

Du vil blandt andet kunne opleve og høre, hvordan munkene sang sig gennem de mange daglige bønner, og der er mulighed for at høre stemningsfulde og korte lydspil, der gengiver en dagligdag set fra både munkene og de mange arbejdende håndværkere i klosteret.

TID: Lørdag d. 24. marts 11-17. Normale åbningstider: Tirsdag-Søndag Kl. 11 – 17.
STED: Klostergade 11-12, Esrum, Græsted.
ENTRE: 75 kroner. Børn gratis adgang i følgeskab med voksne.
Parkering via Frederiksværksvej.

Tiden havde sit helt eget tempo i Middelalderen. Lysinstallationen her bruger lys og dioder til at symbolisere evigheden. Foto: Presse.

Påskelopper i Myriaden i Annisse

$
0
0

Annisse: I påsken har du mulighed for at gøre et godt kup, når der sælges ud af arkitektoniske antiviteter og andre gamle, dekorative sager i Myriaden i Annisse.

Myriaden er et midlertidigt udsalg af alskens dekorative antikviteter, som antikvitetssamlere og ægtepar Bodil Cold-Ravnkilde og Kjeld Larsen har anskaffet sig gennem de sidste 30 år.
Nu sætter de to resultatet af 30 års samlermani til salg i Myriaden – den store lade ved Annise.

Alskens dekorative genstande
I Myriaden kan man blandt andet finde dekorative gamle vinduer, døre, beslag, zinkbaljer, skoleplancher, blomsterborde, klapborde, søjleborde, stole, kludetæpper, patchwork, serveringsbakker, fliser, kakler, balustre, kugler, knopper, pinakler, spir og mange andre uundværligheder.

Står du lige og mangler ”den der ting” til hjemmet, så kan du måske finde den dér. Du kan smugkigge på udvalget af udsalget her.

TID: Torsdag den 29. marts til søndag den 1. april 2018, kl. 11-15.
STED:  Myriaden, Præstevej 99, Annisse, Helsinge.
ENTRÉ: Gratis.

 

Kom på maritim vandring i Tisvilde Hegn

$
0
0

TISVILDE: Dansk Vandrelaug Nordsjælland inviterer på vandring i Tisvilde Hegn torsdag den 12. april.

Så er det tid til at klargøre de gode vandresko. Dansk Vandrelaug Nordsjælland inviteret på maritim vandring i Tisvilde Hegn.
Turen byder på meget varieret natur. Der er forskellige typer skov, åbne områder, høje med udsigt og Troldeskov såvel som klitter og strand.

Foto: Genrefoto.
Så er det tid til at snørre vandreskoene.

Turen er 9 kilometer lang og ledes af Pia Omdal og Anne-Lise Lemche (3138 4073). Undervejs holdes der frokostpause, hvor man kan nyde sin medbragte mad – og der vil være tid til at se på forårsblomsterne, hvis vinteren ikke har været for hård

Turen er arrangeret af Dansk Vandrelaug Nordsjælland.

TID: Torsdag den 12. april 2018, kl. 09.51.
STED: Tisvildeleje Station, Banevej 8, Tisvildeleje
PRIS: Gratis for medlemmer. For gæster koster deltagelse 30 kroner.

 

Morten har pt. danmarks største peberkværn

$
0
0

HELSINGE: Lidt udenfor helsinge på Græstedvej bor Morten Aagaard, og på hans grund står et klart bevis på at han fyldte 30 år forleden – en gigantisk peberkværn med tilbehør.

Morten Aagaard, med kælenavnet ‘Mongolen’, kunne tirsdag fornøje sig med både at fylde de farlige 30 år samt at blive indehaver af danmarks pt. største ‘peberkværn’, grundstammen i peberkværnen er en kasseret 30.000 liter tank som herefter er pyntet med stor fantasi af vennerne.

– Når man har venner som dem, så har man dælmne ikke brug for fjender, lød det med et stort smil fra Morten, da Netavisen Gribskov kom forbi på Græstedvej.

Han havde netop spulet sin indkørsel ren for bla. aske som kom fra de tre fastsvejsede brændeovne på tanken, og som tirsdag havde været grundigt fyret op så peberkværnen både kunne ryge og selvfølgelig lyse da den også er udstyret med op til flere rotorblink.

Den væltede BMW i baggrunden skyldes Morten har krøllet et par stykker af det mærke, så det lille hint fra vennerne kom da også med. (Foto: Allan Andersen)

Der er mange som lige kigger en ekstra gang når de triller forbi, for udover den gigantiske ‘peberkværn’ så ligger en væltet BMW på siden i Mortens brændestak – der er dog tale om en skrottet og miljøbehandlet bil – og som er en del af vennernes drilleri.

– Den er kommet med her, for sandheden er at jeg vist har lagt sådan en om på siden mere end en gang i årenes løb, griner Morten Aagaard som i den grad sætter pris på vennernes drilleri i anledningen af hans fødselsdag.

– Det er jo fedt at de gider bruge tiden på det og fantasien, der er tale om mange dages arbejde – tro det eller ej – og så er den da skide skæg. Lys, skilte, brændeovne og ‘pikkemænd’ overalt, selv på min rulleport er der opsat en ‘pikkemand’, lyder det fra Morten med et kæmpesmil.

Dog er der en del af vennerne som har kvajet sig, hvilket Morten Aagaard meget tydeligt gør opmærksom på.

– Nu er jeg ikke den sidste i flokken som fylder 30 år, og jeg sværger på at den her peberkværn, den skal gå i arv for hævnen er sød, de kan vente sig…..

Mange sætter lige farten ned når de passerer Mortens ‘Peberkværn’ i disse dage. (Foto: Allan Andersen)
På toppen er opsat et fint reklameskilt – men når man lige får nærlæst teksten….. (Foto: Allan Andersen)
Skiltet lyser, og tirsdag var der fuld fart på rotorblinkene. Hele peberkværnen kan ses så langt væk som fra Kildevejen ved Tofte industri. (Foto: Allan Andersen)

Unge bekæmper bål og brand i påsken

$
0
0

Helsinge: I påsken bliver der sat fut i 12 unge fra Gribskov Kommune. De skal i tre dage prøve kræfter med beredskabets daglige opgaver, og skabe interesse om kommunens kommende juniorbrandkorps.

Påskeferien står for døren, og en gruppe unge mellem 13 og 17 år står for at få en helt særlig oplevelse. Fra mandag den 26. marts skal de 12 unge lære grundlæggende førstehjælp og brandbekæmpelse. De skal i tre dage iføre sig branddragter og røgdykkermasker for at få en forsmag på, hvordan det er at være brandfolk.

Tænder op for juniorbrandkorps
Til september starter et helt nyt juniorbrandkorps op i Gribskov. Det vil blive udbudt af Ungdomsskolen Gribskov og Frederiksborg Brand & Redning, som håber på, at påskens brandslukningsaktiviteter ud over at være et underholdende ferietilbud vil give de unge lyst til at melde sig til det kommende juniorbrandkorps.
I juniorbrandkorpset vil deltagerne få en bredere viden om og praktisk forståelse for arbejdet som brandbekæmper og samtidig udvikle sociale kompetencer og relationer igennem kammeratskab og nøglebegreber som respekt og tillid.

Foto: Genrefoto.
De 12 unge mandsfolksaspiranter skal blandt andet
iklæde sig branddragter og røgmasker.

Et tilbud, der giver mening
Leder af Ungdomsskolen Gribskov, Mikael Lieberkind, fortæller i en pressemeddelelse, at motivationen for at gå ind i projektet blandt andet er, at udvide Ungdomsskolens tilbudskatalog, så der er meningsfulde aktiviteter for alle:

”Gribskov Ungdomsskoles udbud skal gerne være så bredt, at vi er et brugbart tilbud til så mange som muligt. Vi vil gerne have et udbud, som er motiverende i forhold til arbejdsmarkedet, og udover det ønsker vi at skabe unge, som har lyst til at hjælpe andre,” siger Mikael Lieberkind.

Mangfoldighed og sunde fællesskaber
De 12 unge brandfolkspraktikaner afspejler den mangfoldighed, der på sigt ønskes i det kommende juniorbrandkorps og i det daglige beredskab. Derfor er også unge fra nytilkomne familier blevet opfordret til at deltage i aktiviteterne.

”På lang sigt håber vi, at disse aktiviteter vil kunne være med at give de unge en indgang til at blive aktive medborgere og gode rollemodeller for deres omverden. De får adgang til et potentielt livsvarigt, sundt og inkluderende fællesskab, hvor det er hver enkeltes personlige kompetencer, der er vigtige, og hvor etnisk, religiøs, social og faglig baggrund er underordnet,” udtaler Muneeza Rosendahl fra Frederiksborg Brand & Redning.

Tænder op for integration og venskab
Frivilligcenter Helsinge, der er medarrangør af påskeaktiviteterne, ser man også mange fordele med projektet.

”I Frivilligcenter Helsinge arbejder vi hver dag på at integrere vores nytilkomne borgere på bedste vis og denne aktivitet er en fantastisk mulighed for børnene. De vil få nogle nye kompetencer, mens de lærer nogle andre børn at kende i kommunen. Vi er derfor rigtig glade for, at vi kan tilbyde børnene sådan en spændende aktivitet, der indeholder fællesskab, integration, kendskab samt leg og læring. De trænger til en sjov og lærerig oplevelse, imens deres forældre er på arbejde og i praktik,” udtaler Sandra Kruse fra Frivilligcenter Helsinge.

Yderligere informationer
Hvis du eller dit barn har spørgsmål til juniorbrandkorpset eller ønsker at høre mere om de forestående aktiviteter, er du meget velkommen til at kontakte specialkonsulent Muneeza Rosendahl på mail mdyro@fbbr.dk eller telefon 24 99 15 40.

Godt nyt: Du kan påvirke din teenagers rygevaner

$
0
0

RYGNING: Forældres holdninger og handlinger er vigtige for unge – også når det gælder rygning. Derfor lancerer Sundhedsstyrelsen nu en ny hjemmeside, der skal klæde forældre på til at snakke rygevaner.  

Mange forældre tror ikke, at deres teenagere lytter til dem, når det handler om rygning. Men ifølge ekspert i rygeforebyggelse, Lotus Sofie Bast, forholder det sig lige omvendt:

“Forældrenes holdning og handlinger er vigtige – også når det gælder rygning. Når forældre taler med deres teenagere om erfaring med og tanker om rygning, og når forældre gør det tydeligt for deres teenager, at de forventer, at de ikke begynder at ryge, er de med til at mindske risikoen for, at teenageren rent faktisk begynder at ryge”, siger ph.d. forsker i rygeforebyggelse Lotus Sofie Bast i en pressemeddelelse.

Og nu er der hjælp at hente, hvis man synes, at det er svært at åbne op for rygesnakken.

Foto: Presse.
Ironi er et af de virkemidler, der benyttes i kampagnen.

Gode råd til rygesnak
Sundhedsstyrelsen har netop lanceret hjemmesiden www.butwhysmoke.dk, hvor forældre kan få gode råd til den svære snak om rygning med teenagerbørn. Her kan man blandt andet se en række korte film, hvor forskellige eksperter kommer med gode råd, tage quizzer og læse faktabokse.

Minister vil have forældre på banen
Ifølge Sundhedsminister Ellen Trane Nørby, er det vigtigt, at forældre tager en aktiv rolle i at forebygge rygning blandt unge:

“Det kræver, at forældrene kommer med ombord, hvis vi skal forebygge rygning blandt unge. Men det kan være svært for forældrene at tage snakken om rygning med deres unge, og derfor vil vi hjælpe forældrene. De skal føle sig klædt på til at tage snakken om rygning med deres teenagere og derved være med til at sikre, at færre unge begynder at ryge”, forklarer sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Anden fase i rygeforbyggelseskampagne
Hjemmesiden er anden fase af kampagnen But Why, der blev lanceret i oktober 2017. But Why er en kampagne til forebyggelse af rygestart rettet mod unge. Foreløbige evalueringsresultater viser, at kampagnen allerede har en god effekt:

Hver 5. unge lejlighedsryger har skåret ned på sin rygning, mens hver 4. unge ikke-ryger har fået mindre lyst til at begynde med at ryge efter at have set rygeforebyggelseskampagnen But Why? Det viser evalueringen af kampagnens første fase foretaget af Kantar Gallup for Sundhedsstyrelsen.


Landsdækkende razzia i Påsken

$
0
0

Politiet gennemfører traditionen tro en landsdækkende målrettet indsats mod hastighed, spiritus- og narkotikakørsel i påskedagene fra fredag den 23. marts til og med mandag den 2. april 2018.

Der er en klar sammenhæng mellem hastigheden på vejene og antallet af dræbte og tilskadekomne. Hastighed var en betydende faktor i halvdelen af de dødsulykker, som skete i perioden 2010-2015.

Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Hastighedskontrollerne i påskedagene vil primært foregå på uhelds- og hastighedsbelastede vejstrækninger. Politiet gennemfører dog også kontroller på andre vejstrækninger.

Påsken er en højtid, hvor man mødes i hyggeligt og festligt lag, og hvor der indtages spiritus. Politiet opfordrer til, at man på forhånd aftaler, hvem der skal køre bilen hjem efter festlighederne, eller at man tager en taxa eller bus hjem.

Selvom den generelle holdning i befolkningen er, at det er uacceptabelt at køre i påvirket tilstand, er spirituspåvirkede bilister fortsat involveret i hver femte dødsulykke.

Udover at kontrollere hastigheden og for spiritus, så kontrollerer politiet også, om bilisterne er påvirkede af narkotika eller medicin.

Tæt på voldsom brand på Gribskov Gymnasium

$
0
0

HELSINGE: Torsdag aften blev vagtselskabet Securitas tilkaldt til Gribskov Gymnasium, en række alarmer var gået og det skulle vise sig at være et svineheld. Vagten opdagede ild i en bygning med maskiner og flere hundrede liter benzin og slog omgående alarm.

Det var ganske få minutter som adskilte forskellen på en simpel mindre brand og en ekstrem voldsom bygningsbrand på Gribskov Gymnasium, torsdag aften ved 23-tiden.

En vagtmand var blevet tilkaldt til gymnasiet som følge af en række alarmer på stedet, ved ankomsten kunne vagten notere sig 49 alarmer fra en og samme bygning – pedelbygningen i bunden af forpladsen. Her viste det sig at der kom røg ud af bygningen, hvorfor vagten hurtigt trak sig tilbage og slog alarm til 1-1-2.

Indenfor få minutter ankom brandkøretøjerne fra Helsinge til stedet og et røgdykkerhold rykkede ind i den brændende bygning, hvad der mødte dem i røgen var en uhyggelig overraskelse.

Palle fyldt med benzin
En stor fejemaskine stod i lys lue inde i bygningen, og klods op ad den brændende maskine stor en palle med en række dunke på, alle udstyret med en mærkat for ‘yderst brandfarlig’ og et kodenummer som afslørede indholdet som værende benzin, samt to stk gasflasker. Mens ilden blev nedkæmpet fik brandfolkene hevet de to opvarmede gasflasker ud i kulden og dænget dem til med sne, ligesom pallen med de mange benzindunke kom udenfor i kulden.

Som det kan ses i videoen og på billederne, så havde ilden så småt fået fat i indpakningen på pallen og det har ikke været mange minutter fra at ilden også havde fået fat i pallen med benzin – og så havde brandforløbet set noget anderledes ud.

Således var det en hurtigt vagtmand, et hold hurtige brandfolk og et ekstremt held som gjorde at brandens største offer var pedellens vejmaskine.

Ikke påsat
Brandårsagen er ikke kendt, men alt tyder på en elektrisk fejl i vejmaskinen. Bygningen var helt aflåst, og der havde ikke været nogen uvedkommende inde i bygningen, så branden har med sikkerhed ikke været påsat.

(Læserfoto)
(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)

Læs for Livet modtager Børnehjælpsdagens Lillebror Pris

$
0
0

GRIBSKOV: Bogprojektet ‘Læs for Livet’ har blandt andet skabt glæde hos anbragte børn på Godhavn ved at levere interessant læsestof til dem. Arbejdet er nu blevet anerkendt af Børnehjælpsdagen, der har tildelt tovholderne den årlige Lillebror Pris.

Børnehjælpsdagens Lillebror Pris 2018 blev i går, torsdag, overrakt til ‘Læs for Livet’, der bl.a. har støttet anbragte børn og unge i Gribskov. ‘Læs for Livet’ inspirerer anbragte børn og unge til mere læselyst i hverdagen ved at uddele fysiske biblioteker til de institutioner, hvor de unge mennesker opholder sig.

I Gribskov kommune har Godhavn (Den Interne Skole og Toften), Esrum Kost- og Friskole samt Sankt Helene (Familiekurser med hjerterum) modtaget et bibliotek, der typisk består af ml. 800-1000 bøger, både skønlitteratur og faglitteratur.

‘Læs for Livet’ indsamler bøgerne fra private, anmeldere, forlag og forfattere.

Børnehjælpsdagens Lillebror Pris 2018 blev overrakt til leder og stifter af ‘Læs for Livet’, Rachel Röst. Med prisen fulgte en check på 50.000 kroner.

– Det er en stor ære og anerkendelse, som glæder os og vores mange frivillige meget. Med prisen bliver der sat spot på, at læsning har en vigtig betydning for udsatte børn og unges liv, forklarer Rachel Röst, der selv har været anbragt som ung.

– Pengene kommer til at hjælpe os, så vi kan rejse rundt i landet og besøge institutionerne samt de børn og unge, som Læs for Livet vil gøre en forskel for. Det er rigtigt vigtigt, at vi kommer ud og får mulighed for at høre hvilke bøger, der skal til på de enkelte steder for at skabe læselyst, afslutter hun i en udsendt pressemeddelelse.

En effektiv indsats for børnene
I en tale ved prisoverrækkelsen påskønnede Gunnar Brüsch, medlem af priskomitéen, det meget effektive og målrettede arbejde, som ‘Læs for Livet’ har udrettet på relativt kort tid. Siden 2012 har organisationen uddelt mere end 150 biblioteker. Det svarer til cirka 115.000 bøger og en samlet værdi på cirka 15 millioner kroner.

‘Læs for Livet’ var nomineret til Børnehjælpsdagens Lillebror Pris 2018 sammen med læringsprogrammet ‘Lær for Livet’ og ‘BROEN Danmark’. De nominerede udpeges ligeledes af Børnehjælpsdagens Priskomité.

Start et hold op til ”Stafet For Livet”

$
0
0

RAMLØSE: Stafet For Livet er et døgn, hvor vi sætter fokus på kræftsagen, kæmper sammen og fejrer livet.  Start et hold op til ”Stafet For Livet”, og hør mere den 4. april på Holdkaptajnmødet, lyder invitationen fra “Stafet for Livet”

“Stafet for Livet” er en anledning til at mindes dem, vi har mistet, og give håb til dem, der kæmper. ”Stafet For Livet” er fællesskab, oplysning og indsamling i kampen mod kræft.

”Stafet For Livet” er en holdaktivitet, hvor et hold typisk består af 10 – 20 personer. Det er ikke en betingelse. Der må gerne være færre eller flere til at danne et hold, der kan bestå af familie/venner, arbejdspladser, foreninger eller mange andre sammensætninger.

Hør mere om arrangementet
Har du lyst til at høre mere om stafetten og blive en del af det store fællesskab, så holdes der holdkaptajnmøde den 4. april kl. 19 i Judohuset ved Ramløse Hallen. Her vil Styregruppen sammen med holdkaptajner fra tidligere år, fortælle om, hvad det vil sige at have et hold med til ”Stafet For Livet” og øse ud af deres erfaringer og muligheder for aktiviteter.

Stafettens hjemmeside – www.stafetforlivet.dk/gribskov og facebook – er værd at besøge, hvis man vil være forberedt på det, der skal ske.

Astrid Larsen, holdansvarlig, vil også gerne være behjælpelig. Ring til 29 46 46 92 eller skriv til astrila@mail.com

Så mange var klar til Holdkaptajnermøde d. 22 maj sidste år. (Foto: Stafet for Livet)

”Stafet For Livet – Gribskov” afvikles lørdag, 9. til søndag, 10. juni ved Ramløse Hallen for niende gang i træk. Er det svært at overskue om datoerne er ledige på nuværende tidspunkt, så skriv dem i kalenderen. Så er det problem løst.

En stafet er svær at beskrive. Den skal opleves.

”Stafet For Livet – Gribskov”

Rapport: Så farligt er det at køre motorcykel

$
0
0

Risikoen for at blive dræbt eller alvorligt skadet er mindst 50 gange større, når man kører motorcykel i stedet for i bil, viser en ny undersøgelse. Fredag begynder motorcykelsæsonen officielt. Nu opfordrer Rådet for Sikker Trafik, FDM og politiet motorcyklisterne til at køre mere forsigtigt og bilisterne til at være mere opmærksomme.

Foråret nærmer sig, og så snart solen får magt og temperaturen stiger, finder tusindvis af motorcyklister deres tohjulede køretøjer frem fra vinterhi. Den 23. marts åbner Bakken, og traditionen tro betyder det, at motorcykelsæsonen for alvor er i gang.

Når motorcyklerne kommer på vejene, medfører det typisk flere alvorligt tilskadekomne og dræbte. En ny undersøgelse fra Transport DTU slår fast, at risikoen for at dø eller komme alvorligt til skade i en trafikulykke er mindst 50 gange højere, hvis man griber fat om styret på en motorcykel end rattet i en bil.

– Når risikoen for motorcyklister er så mange gange større per kørt kilometer, skyldes det ofte, at hastigheden er for høj i mange af dødsulykkerne på motorcykel. Desuden er motorcyklisterne ikke beskyttet på samme måde, som man er i en bil. Og endelig er motorcyklisterne lette at overse, fordi de ikke fylder meget i gadebilledet, siger Jesper Sølund, dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik.

Selvom antallet af dræbte motorcyklister faldt fra 2016 til 2017, er problemet med alvorlige motorcykelulykker ikke formindsket. Antallet af motorcyklister, der kom alvorligt til skade, er nemlig på samme niveau som tidligere år, viser tal fra Vejdirektoratet.

Politiet har fokus på motorcyklernes adfærd
En rapport fra Havarikommissionen for Vejtrafikulykker har for nylig undersøgt risikovillig kørsel i trafikken. I undersøgelsen blev det konkluderet, at risikovillig kørsel ser ud til at optræde i flere tilfælde i motorcykelulykker end i øvrige ulykker, som Havarikommissionen har undersøgt. Risikovillig kørsel er for eksempel at køre langt over hastighedsgrænsen.

Fra fredag den 23. marts sætter politiet ind med en landsdækkende hastighedskontrol, hvor man blandt andet vil have fokus på motorcyklisternes fart og adfærd i trafikken.

– I de kommende forårsmåneder går vi ud med hastighedskontroller landet over, fordi mange trafikanter fristes til at køre for stærkt. I den forbindelse har vi særligt øje på motorcyklernes hastighed og adfærd, fordi vi oplever, at det er her motorcyklisternes kørekultur for alvor kan forbedres. Heldigvis kan mange motorcyklister sagtens finde ud af at køre fornuftigt, men der er stadig for mange, der bevidst kører hasarderet, siger Christian Bertelsen, politiassistent, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Opfordring til bilisterne
I en del af ulykkerne, hvor motorcykler og biler kører sammen, skyldes det, at bilisterne overser motorcyklerne, når bilisterne skal svinge eller køre ud fra en sidevej, hvor de burde have holdt tilbage. Derfor er det også vigtigt, at bilisterne nu er ekstra opmærksomme på motorcyklisterne.

– Det er vigtigt, at motorcyklisterne tager den med ro og kører forsigtigt. Men samtidig skal bilisterne huske på, at motorcykler igen bliver et sædvanligt syn i trafikken. Det er lettere at overse en motorcykel end en bil, og det kan ofte være svært at bedømme motorcyklens hastighed, så det er afgørende, at man som bilist er ekstra opmærksom på disse udfordringer, siger Dennis Lange, juridisk konsulent i FDM.

De mest typiske motorcykelulykker:
Motorcyklist kører ind i et sving med for høj fart og mister herredømmet.
Bilist, der skal svinge til venstre, overser en modkørende motorcyklist
Bilist, der kører ud fra sidevej, overser motorcyklist. Ofte kører motorcyklisten med for høj fart.
Motorcyklist er ved at overhale og opdager for sent, at bilen foran er ved at svinge til venstre.
Motorcyklist kører op i holdende bil.

Gode råd til motorcyklisterne:
1. Overhold hastighedsgrænserne. Dødsulykker med motorcykler skyldes ofte for høj fart, og at andre fejlvurderer, hvor hurtigt du kører.
2. Hold øje med dine medtrafikanter. Og husk, at de kan have svært ved at se dig.
3. Gør dig synlig med refleksvest eller hjelm i pang-farve.
4. Sørg for, at din køreteknik er i orden. Hvis din rutine er rusten, så tag et køreteknisk kursus.

Gode råd til bilisterne:
1. Vær forberedt og holde ekstra øje. Man kan nemt overse en motorcyklist i trafikken.
2. Brug god tid på at orientere dig. Brug spejlene og hold øje med motorcykler der er langt væk. De kan komme kørende hurtigere, end du tror.
3. Se dig ekstra for, når du krydser en vej.

Fakta:
Fra 2011 – 2015 er 842 motorcyklister kommet alvorligt til skade i trafikken, og 85 motorcyklister har mistet livet. I 78 % af dødsulykkerne var der kørt for stærkt. Det viser tal fra Vejdirektoratet.

Regionale ulykkestal:
Herunder regionale tal på dræbte og alvorligt tilskadekomne motorcyklister i trafikken (2006 – 2015):

Bornholm: 22.
Fyn: 197.
Kbh. Vestegn: 97.
København: 155.
Midt- Vestjylland: 267.
Midt- Vestsjælland: 157.
Nordjylland: 229.
Nordsjælland: 166.
Syd og Sønderjylland: 241.
Sydsjælland og Lolland Falster: 171.
Sydøstjylland: 218.
Østjylland: 219.

I alt: 2.139 alvorligt tilskadekomne eller dræbte motorcyklister (2006 – 2015, kilde: Vejdirektoratet).

Mere information om kørsel på motorcykel:
https://www.sikkertrafik.dk/raad-og-viden/paa-motorcykel

Viewing all 1950 articles
Browse latest View live