Quantcast
Channel: Gribskov – Netavisen Gribskov
Viewing all 1950 articles
Browse latest View live

SOS Børnebyerne mangler indsamlere i Gribskov

$
0
0

GRIBSKOV: Verden over har forældreløse og udsatte børn ikke nogen at komme hjem til. SOS Børnebyerne mangler indsamlere i Gribskov Kommune den 6. maj, der vil hjælpe børn, der er helt alene i verden.

Den første søndag i maj samler SOS Børnebyerne ind, så forældreløse og udsatte børn kan få hjælp, men børneorganisationen mangler indsamlere i Gribskov Kommune.

– På to-tre timer kan én enkelt indsamler i gennemsnit få omkring 1.000 kroner i bøtten. Det er mange penge, som kan gøre en stor forskel for et forældreløst eller udsat barn. Og så er det samtidig en hyggelig søndagsaktivitet, siger Mads Klæstrup Kristensen i en udsendt pressemeddelelse.

Venlige sjæle søges
Sidste år manglede der indsamlere til 102 indsamlingsruter i Gribskov Kommune. Havde der været indsamlere til alle ruter, havde det betydet, at SOS Børnebyerne ville kunne hjælpe hundredvis flere børn, alene på grund af ekstra indsamlede donationer fra kommunens borgere.

– Det er fjerde år, at SOS Børnebyerne afholder en national hustandsindsamling. Vi ved af erfaring, at der altid vil være ruter uden en indsamler, men vi håber, så mange danskere som muligt har lyst til at tilmelde sig en rute. Vores arbejde for verdens børn afhænger i høj grad af danskernes engagement, siger Mads Klæstrup Kristensen.

En tryg barndom
Bidrag fra landsindsamlingen den 6. maj går til SOS Børnebyernes arbejde for at sikre børn en tryg barndom i en kærlig familie. Det kan være et forældreløst barn, der får en ny SOS-mor i en børneby, men det kan også være støtte til en udsat familie, så fattigdom ikke splitter familien ad og børnene står alene tilbage. Hvis alle indsamlingsruter i Gribskov Kommune bliver besat, vil kommunens indbyggere være i stand til at indsamle i omegnen af 128.287 kroner.

Indsamlere kan tilmelde sig på hjemmesiden www.sosindsamling.dk eller ringe til SOS Børnebyerne på 3373 0233. Både på hjemmesiden og via telefonen kan indsamleren vælge en rute i nærheden af deres hjem.

Når man har tilmeldt sig, får man et par uger inden indsamlingen tilsendt indsamlingsbøtten, en indsamlervejledning og andre indsamlingsmaterialer med posten.

Der er i alt 98 ledige planlagte ruter i Gribskov Kommune. Hvis man ønsker at oprette sin egen rute, kan man ringe til SOS Børnebyerne på 3373 0233. Tilmelder man sig inden den 22. april, er man helt sikker på, at man kan nå at få indsamlingsbøtten med posten.

På landsplan i 2017 samlede 6.000 danskere omkring 5,5 millioner kroner ind SOS Børnebyernes arbejde.
Hvis alle ruter i landet var blevet besat i 2017, var ca. 16,2 millioner kroner kommet forældreløse og udsatte børn til gode.


Hæder til Oliver og Bekhan for NM indsats

$
0
0

GILLELEJE: Torsdag aften kl. 18 afholdt Gilleleje Bokseklub reception for klubbens to boksetalenter, Oliver Møllenberg og Bekhan Mahauri, som påskønnelse af deres indsats ved Nordiske Mesterskaber.

Det er ikke mange bokseklubber som kan bryste sig at have en bokser som nordisk mester og samtidig have den næstbedste bokser i norden i samme lokale – men det kan man hos Gilleleje Bokseklub efter de Nordiske Mesterskabet hvor Bekhan Mahauri boksede sig til en særdeles velfortjent sølvmedalje og klubkammeraten Oliver Møllenberg tromlede sine modstandere i Oslo 24 – 25 marts og hev en guldmedalje og titlen som Nordisk Mester i U64 hjem.

Hør i videoen herunder træner Carsten Post fortælle om de to bokseres indsats:

De to unge boksere var glade for påskønnelsen, men når der kom ros fra alle sider i bokselokalet så måtte de lige stå og tråde sig selv lidt over tæerne og netop den egenskab med beskedenhed blev også trukket frem af Thomas Møllenberg som holdt en lang og varm tale om, til og for de to unge boksere.

Kom med på et afbud
Bekhan kom rent faktisk med til NM i Norge ved et tilfælde, der kom et afbud og landsholdets træner havde set Bekhan’s indsats ved Sjællandske Mesterskaber, hvorefter der blev ringet til Thomas Møllenberg, Gilleleje Bokseklub, og spurgt om Bekhan ville have pladsen?

Nu var problemet at Bekhan netop havde overstået Sjællandske Mesterskaber og derfor havde ‘taget en slapper’ med cola & chips i et stykke tid – og hans første reaktion på opkaldet om pladsen ved NM var ‘Ej, fedt – eh, er du sikker på det’ fortalte Thomas Møllenberg om den hektiske tid op mod NM for Bekhan.

Han havde blot få dage til at komme ned i den rigtige vægt + reparere på formen før det gik mod Oslo i Norge, så der blev kørt hårdt på i lokalerne hos Gilleleje Bokseklub.

Indsatsen blev i den grad belønnet, da Bekhan mulede sin første modstander og i finalen for U/69 boksede han mod en særdeles rutineret bokser med 70 kampe i ryggen, mod Bekhans 20 kampe. Alligevel var det blot eet sølle point som skilte første og anden pladsen, og derfor kunne Bekhan rejse hjem med løftet hoved efter en formidabel indsats – og en placering som den næstbedste U/69 bokser i Norden.

Oliver som plæneklipper
Oliver Møllenberg kom afsted til NM og pløjede direkte gennem sin klasse, han vandt samtlige kampe 5-0 og blev derved kåret som Nordisk Mester U/64 – og trods glæden over den fornemme placering så venter der flere spændende udfordringer forude for det unge boksetalent.

Fra Gribskov Kommune kom også Formand for Forebyggelse -og Sport, Trine Egetved, med en varm tale som både var en ros til de to unge boksere, men også en stor ros til netop Gilleleje Bokseklub som stort set kan klare alt fra udvikling af boksere og til afvikling af store flotte boksestævner via en fast og solid gruppe af frivillige som altid står klar.

Hør om alt det der venter Oliver og Trine’s ord til bokserne i videoindslaget herunder:

Sammen med træner Carsten Post, ses her fra venstre Kristian, Aslan og Silas – nye boksere som snart får deres debut i ringen ved et begynderstævne. (Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)

Lovforslag: Syge borgere skal ikke i meningsløse ressourceforløb

$
0
0

Nyt lovforslag præciserer reglerne om førtidspension og ressourceforløb, og forslaget førstebehandles fredag oplyser Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Nyt lovforslag skal skabe klarhed om, hvilke krav der skal opfyldes, for at kommunerne kan tilkende borgere en førtidspension. Det er ikke altid nødvendigt med et ressourceforløb. Forslaget kommer efter en evaluering har vist, at kommunerne har haft forskellige forståelser af dokumentationskravene.

Folketinget førstebehandler fredag et lovforslag, som slår fast, at landets kommuner ikke altid behøver at sende borgere i ressourceforløb for at tilkende dem en førtidspension. Det betyder, at kommunerne ikke skal iværksætte ressourceforløb til borgere, hvis det eneste formål med forløbet er at opfylde dokumentationskravet for at tilkende en førtidspension. Kommunerne skal kun iværksætte ressourceforløb, hvis de har en realistisk forventning om, at borgeren kan udvikle sin arbejdsevne.

– Udsatte borgere skal ikke igennem alle mulige forløb, hvis man på forhånd ved, at der ikke er noget perspektiv. Derfor gør vi det nu helt klart, at kommunerne godt kan tilkende førtidspension til borgere, uden at de først har været i ressourceforløb. Lige så vigtigt er det, at ressourceforløb kun skal sættes i værk, når der er et udviklingsperspektiv, og det skriver vi nu ind i loven, siger Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, og fortsætter:

– Jeg forventer, at lovforslaget medfører en reelpraksisændring på området. Jeg hæfter mig også ved, at Ankestyrelsen har tilkendegivet, at de vil ophæve to centrale principafgørelser som følge af lovforslaget. Det er et meget kraftigt signal til kommunerne om, at de skal anlægge en anden praksis på området – til gavn for syge borgere.

– Det er helt afgørende, at reglerne stemmer overens med de politiske intentioner. Og der må ikke herske tvivl om, at vi aldrig må opgive nogen, før vi er sikre på, at vi har gjort alt, hvad der er muligt for at hjælpe dem med at etablere eller genetablere en tilknytning til arbejdsmarkedet. Men selvfølgelig skal man kunne få førtidspension, hvis udviklingspotentialet ikke er der.

Lovforslaget følger, ifølge Beskæftigelsesministeriets pressemeddelelse, op på en evaluering af reglerne for, hvornår borgere kan få tilkendt førtidspension. Evalueringen peger på, at kommunerne har haft forskellige forståelser af kravet til dokumentation i sager om førtidspension. Nogle kommuner har i særlig grad været i tvivl om, hvorvidt reglerne stiller krav om, at der altid skal være gennemført et ressourceforløb, inden de kan tilkende førtidspension.

Fakta: Lovforslaget skal skabe klarhed om to centrale ting
Lovforslaget skal skabe klarhed om sammenhængen mellem kravet til dokumentation ved tilkendelse af førtidspension og iværksættelse af ressourceforløb. Det gælder i særlig grad to ting:

• Dokumentationskravet for tilkendelse af førtidspension kan i visse tilfælde være opfyldt, uden at borgeren har deltaget i et ressourceforløb.

• Det er en forudsætning for at iværksætte ressourceforløb, at der kan peges på indsatser, hvor der er en realistisk forventning om, at borgeren kan drage nytte af indsatsen og kan udvikle sin arbejdsevne.

Lovforslaget ændrer ikke på, at det fortsat er intentionen, at en borger skal have deltaget i mindst ét ressourceforløb, før der kan tilkendes førtidspension.

Find lovforslaget på Folketingets hjemmeside her.

Stor håndbolddag i Helsinge Hallerne søndag

$
0
0

HELSINGE: Der står ikke så lidt på spil, når Helsinges seniorhåndboldhold skal i aktion denne søndag. Både Team Helsinge Håndbolds dame- og herreseniorer kan sikre sig oprykningskampe, hvis de kan hive sejren i land i Helsinge Hallerne.

Team Helsinge Håndbold senior hold eksisterer måske lidt i skyggen af storebror Nordsjælland Håndbold, men selv om niveauet er et lille nyk lavere, så er ambitionerne i den grad til stede. Og på søndag skal den helt store prøve stå efter en forrygende sæson fra stort set hele seniorfronten.

Herre 3 Division, som består af lidt ældre ligaspillere såsom Nøller og Kasper Klitgaard, skal ud i en rigtig skæbnekamp før den sidste runde. Herrerne ligger pt nr. 3 og skal møde KSG, som er på andenpladsen. En sejr til Kasper og drengene vil give ret til kampen om oprykning til 2. division. Desværre er holdet på det seneste ramt af lidt skader på centrale pladser, så det bliver ikke let. Kampen THH-KSG fløjtes i gang kl. 14 søndag den 8. april.

Damerne spiller i kvalifikationsrækken – rækken lige under divisionerne. Damerne har allerede sikret sig ret til at spille om oprykning til 3. Division, men damerne har brug for at tanke ekstra selvtillid før oprykningsslagene. Kampen spilles umiddelbart efter 3 div. kampen.

Sidste kamp på søndagens program er Herre Serie 2 der møder Ballerup. En sejr til dette relativt unge mandskab – suppleret med lidt erfaring – kan også med en sejr sikre sig retten til at spille om en plads i Serie 1.

– Der er altså en spændende dag i vente i Helsinge hallen – og kan du bare ikke få nok af håndbold så starter håndboldsøndagen allerede kl. 10, hvor de alle yngste håndboldspillere fra ca, 4-8 år viser deres kunnen, lyder det fra Team Helsinge Håndbold i en udsendt pressemeddelelse, hvor man blandt andet håber på en stor opbakning, når de vigtige kampe fløjtes i gang.

Sidste chance for at tilmelde: Borgermøde om omstridt boligprojekt i Bavne Ager

$
0
0

GILLELEJE:  I dag er sidste dag, hvis du ønsker at tilmelde dig et borgermøde på tirsdag omkring udviklingen af et boligområde ved Bavne Ager Eng. Her er der planer om at opføre en række boliger, og mødet skal give input til, hvad borgerne helst ser opført på grunden.

Ifølge en omstridt byrådsbeslutning fra d. 12. marts skal Bavne Ager Eng genudbydes til salg til et kommende boligbyggeri. Beslutningen betyder, at der skal udarbejdes en ny lokalplan for området, og som start på processen skal der lavet et nyt udbud, der kan lokke mulige investorer til. Det skal ske efter en lokalplan, som politikerne i udvalget for Udvikling, By og Land nu inviterer til borgermøde for at tale mere om.

Relateret læsning: VIDEO: Omstridt boligprojekt i Gilleleje sætter sindene i kog i Byrådet.

På mødet får man mulighed for at komme med bemærkninger og ønsker til det kommende arbejde, ligesom der bliver fortalt om den kommende proces.

Hvis du ønsker at deltage i mødet skal du dog huske at tilmelde dig. Det kan ske ganske simpelt ved at klikke på tilmeld på hjemmesiden her: Nemtilmeld – Borgermøde.

Omstridt boligprojekt
Hele sagen drejer sig om opførelsen af 3. etape af byggeriet Bavne Ager Eng, også kaldet Hjørnegrunden på grund af sin afgrænsning til Græstedvej og Parkvej.

Lokalplanområdet har byzonestatus og er beliggende i den sydlige del af Gilleleje by. Området afgrænses mod nord, syd og øst af parcel- og rækkehusbebyggelser, og mod vest af et byudviklingsområder, der endnu ikke er bebygget.

Adgangen til området sker via Parkvej, der kan karakteriseres som en mindre ringvej omkring Gilleleje. Stamvejen, Bavne Ager, fører til eksisterende og fremtidige boligområder. Fra Stamvejen etableres en stikvej til lokalplanområdet. Lokalplanområdets areal udgør ca. 19.214 m², og henligger i dag delvist som braklagt landbrugsareal, delvist bevokset med buskads og mindre træer.

I det nordøstlige hjørne af grunden ligger et vådområde. Vådområdet er beskyttet iht. naturbeskyttelseslovens § 3 og skal derfor bevares.

Et grafisk forslag til boligbyggeriet. Grafik: Gribskov Kommune.

Godkendes planerne bliver det muligt for boligselskabet Rosenvænget at opføre op til 2o private boliger og 58 almennyttige boliger; en mængde der blandt andet har fået Dansk Folkeparti til at frygte for en kommende ghetto i området.

Ifølge lokalplansforslaget må der opføres etageboliger og tæt-lav bebyggelse i op til 2 etager med fladt tag på maksimalt 8,5 meters højde. Der kan derudover bygges et fælleshus på op til 200 m² tæt på vådområdet.

TID: Tirsdag d. 10. april kl. 19-21.
STED: ​Gillelejehuset, Birkevang 214, 3250 Gilleleje.
ENTRE: Gratis, men tilmelding påkrævet. Tilmeldingsfrist: Fredag d. 6. april. Tilmeld her: Nemtilmeld – Borgermøde.

DEBAT: Er vores nye borgmester talblind?

$
0
0

DEBAT: I 2017 har Anders Gerner Frost ved en hver given lejlighed, opfordret til øget forbrug i kommunen, thi kommunekassen bugnede unødvendigt. Så blev Anders Gerner Frost borgmester, og efter at have uddelt højere vederlag til “vennerne” i byrådet, kom udtalelsen om de økonomiske “kvaler” med forestående fallit og konkurs.

Er det manipulerende populisme, så Anders Gerner Frost senere kan stå som “den store frelser” eller “kører manden gennem tilværelsen, som en sovevogn med nedrullede gardiner”? Nu foreligger regnskabstallene, for 2017, og hvad blev så resultatet? Jo, et MINDREFORBRUG (= overskud), i forhold til budget 17, på over 100.000.000 Kr.

I den fjerde budgetopfølgning 17, viste resultatet et plus på lige under 100 millioner. Disse tal har været byrådet, og således Anders Gerner Frost bekendt, allerede inden nytår, og således inden Anders Gerner Frost tiltrådte som borgmester. Hvordan kan han så udtale, at kommunens økonomi er på katastrofekurs, når han dermed udtaler sig mod bedrevidende, hvis det ikke er populistisk manipulation?

Steen Pedersen (V)
Thorsgårdsvej, 3230 Græsted


 

Redigeret 9. april med et direkte svar til Steen Pedersen fra borgmester Anders Gerner Frost:

Tak til Steen Pedersen fra Græsted, Venstres suppleant til byrådet, som i netavisen peger på den
umiddelbare forskel på kommunens netop afsluttede årsregnskab for 2017 og min tidligere udmelding om,
at Gribskov Kommune står over for den økonomiske afgrund.

Steen Pedersen fremhæver, at årsregnskabet viser et mindreforbrug på 100 mio. kroner – og spørger så,
hvordan jeg kan hævde, at kommunekassen snart er tom.

Svaret er, at det mindreforbrug på 100 mio. kroner i årsregnskabet dækket over udgifter, som tidsmæssigt
er forskudt. Det er altså stadig udgifter, som vi i Gribskov skal betale – og desværre ikke bare 100 mio.
kroner, som pludselig er dumpet ned i kommunens kasse.

Jeg ville – helt sikkert lige som Steen Pedersen – ønske, at Gribskov stod bedre polstret økonomisk. Det gør
vi desværre bare ikke. Derfor har jeg åbent måtte fortælle borgerne, at vi akut må aflyse planlagte udgifter i
år og de kommende år for at genoprette vores økonomi på kort sigt. Og alle vores politikere i byrådet må
stå sammen om at finde fremadrettede besparelser på alle områder, så vi også kommer i mål på langt sigt.

Anders Gerner Frost (NG)
Borgmester

Ny direktør i Gribskov Erhvervscenter

$
0
0

Gribskov: Dorte Kiilerich er ansat som ny direktør i Gribskov Erhvervscenter A/S og får dermed til opgave at stå i spidsen for centerets ambition om at videreudvikle erhvervslivet.

Bestyrelsen i Gribskov Erhvervscenter A/S har med virkning fra april ansat Dorte Kiilerich, tidligere direktør i VisitNordsjælland og VisitDenmark, til at varetage posten som direktør for Gribskov ErhvervsCenter A/S i det kommende godt halve år.

“Vi er meget glade for, at have fået Dorte Kiilerich ombord og til at Dorte sammen med erhvervene og vores politikere i de kommende måneder kan finde vejene, der skal sætte endnu mere damp under Gribskovs samlede erhvervsudvikling, siger formanden for Gribskov ErhvervsCenter A/S, Hans Jørgen Albertsen, i en udsendt pressemeddelelse.

Dorte Kiilerich, 55 år, er uddannet i international afsætning på Niels Brock Handelsakademi. Frem til 2013 var Dorte Kiilerich direktør i Visit Nordsjælland og er i dag indehaver af virksomheden Living Concepts ApS.

Hun har også tidligere erfaring med bestyrelsesposter, blandt andet i LAG Midt og Nordvestsjælland og Sydvestjyske Museer.

Dorte Kiilerich erstatter tidligere direktør Mette Ehlers Mikkelsen, der blev opsagt i april sidste år. Siden da har centeret fungeret uden direktør.

Nordsjælland Håndbold klar til første slutspilskamp onsdag

$
0
0

HÅNDBOLD: Nordsjælland Håndbold starter slutspillet onsdag den 11. april. Det sker i Helsingør Hallen og modstander bliver GOG. Kampen er uden sammenligning årets vigtigste kamp for herrerne på det Nordsjællandske håndboldhold.

Vil du gerne være med til at heppe Nordsjælland Håndbold videre i slutspillet, så gælder det om at dukke op i Helsingør Hallen 11. april kl. 19.30. Her starter første kamp for hjemmeholdet, der er røget i gruppe 2 med GOG, Bjerringbro-Silkeborg og Kolding-København. GOG tager 2 point med fra grundspillet, BSV 1 point, medens Kolding-København og Nordsjælland får 0 point med i slutspillet, da de kommer ind på den sidste ledige plads.

Kampen mod GOG er derfor utrolig vigtig, for Nordsjælland vil med et nederlag få svært ved at nå semifinalerne, da kun to hold går videre.

Spillertruppen bobler ifølge trænerholdet af selvtillid, og kun Dan Beck-Hansen er langtidsskadet. Håbet er at have angrebet til at præstere som de har gjort sæsonen igennem, blandt andet er Johan Meklenborg og Nicolai Pedersen henholdsvis nummer et og to på topscorerlisten i ligaen. Men det kræver et par perfekte kampe for at gøre sig håb om en overraskelse, så klubben opfordrer alle fans til at vise flaget, når kampen starter onsdag.


Oversigt: Udvalg vælger nye formænd efter politiske omrokeringer

$
0
0

GRIBSKOV: Efter en del indledende manøvrer ser det nu ud til, at borgmester Anders Gerner Frost endelig har fundet et hold at satse på de næste tre år. Ud er røget Betina Sølver, tidligere Socialdemokraterne, og ind i varmen er kommet Dansk Folkeparti og Konservative.

Nu er det politiske landkort officielt tegnet for byrådsarbejdet i Gribskov Kommunes fagudvalg, og det er blevet til en del mere indflydelse til borgmesterens nye legekammerater Dansk Folkerparti og Konservative, der begge har besluttet sig at gå med i et samarbejde med Nytgribskov, Socialdemokraterne og Enhedslisten. Det sikrer et bredt flertal og skulle gerne give en del mere ro om de politiske afstemninger fremadrettet.

Udvalgene har fået formænd og næstformænd, og det er sket gennem politiske forhandlinger partierne imellem. En formandspost kan spytte godt i lønningsposen, så det er eftertragtede pladser.

Ned i løn
Lønnen for en formandspost var før byrådsmødet 3. april vurderet til at skulle være på mellem 17 og 21 procent af borgmesterens løn, alt afhængigt af udvalg, men nye politiske vinde betyder, at den på seneste byrådsmøde blev nedsat til kun 10 procent af borgmesterens løn, en løn som regeringen gjorde mere end 30 procent større sidste år, og som i Gribskov i dag lyder på 985.729 kroner årligt. Tilbage i januar valgte både Dansk Folkeparti og Konservative at stemme imod lønstigninger til formændene. Dengang sad de godt nok i opposition, men at tyde på afstemningen på seneste byrådsmøde, så står de stadig ved deres beslutning.

En næstformand modtager 4 procent, mens menige medlemmer må tage sig til takke med et månedligt vederlag på 2000 kroner. Venstre havde ellers stillet forslag om at hæve de meniges løn til 2500 kroner månedligt, men det blev nedstemt af de andre partier.

Se også: Video: Politikerne gik til stålet i kamp om lønforhøjelse

Endnu mangler de nye midlertidige fagudvalg, men de faste, politiske udvalg ser nu således ud:

Økonomiudvalget:  

Formand: Anders Gerner Frost (NG)
Næstformand: Bo Jul Nielsen (S)

Udvikling By og Land:
Formand: Pernille Søndergaard (NG)
Næstformand: Bo Jul Nielsen (S)

Miljø, Klima og Kyst:
Formand: Michael Hemming Nielsen (EL)
Næstformand: Brian Lyck Jørgensen (DF)

Børn og Famille:
Formand: Sisse Krølle Willemoes (NG)
Næstformand: Allan Nielsen (S)

Ældre, Social og Sundhed:
Formand: Pia Foght (S)
Næstformand: Pernille Kromann Sams (NG)

Forebyggelse og Idræt:
Formand: Trine Egetved (K)
Næstformand: Jonna Præst (DF)

Kultur, Erhverv og Oplevelsesøkonomi:
Formand: Morten Jørgensen (NG)
Næstformand: Jesper Behrensdorff (K)

Beskæftigelse, Industri og Ungeuddannelse:
Formand: Mikkel Andersen (S)
Næstformand Michael Hemming Nielsen (EL)

Antal af medlemmer i udvalget Udvikling, By og Land sættes op fra 7 til 9. Antallet af medlemmer i udvalget Ældre, Social og Sundhed sættes til gengæld ned fra 7 til 5.

Kunstværkstederne Møllestien klar med forårsudstilling

$
0
0

HELSINGE: Så er det igen blevet tid for Kunstværkstederne Møllestiens årlige forårsudstilling i Kulturhuset i Helsinge. Det er efterhånden enogtyvende gang, og der vil blive vist værker i olie, akryl og akvarel samt portrættegninger, grafik og keramik.

En efterhånden velkendt tradition i lokale kunstkredse er Kunstværkstedernes årlige forårsudstilling. Kunstværkstederne Møllestien er en aktiv forening, der i det forløbne år haft flere arrangementer for kommunens borgere – blandt andet en række velbesøgte croquis- og lercroquis arrangementer. Foreningen deltager desuden i Helsinge Kulturnat og Tisvilde Billedfestival.

Medlemmerne inviterer til fernisering på udstillingen lørdag den 14. april kl. 13-15 i Kulturhuset i Helsinge, Skolegade 43, Helsinge.

Kl. 13 byder duoen “Schou & Falck”, som består af Malene Falck (guitar, sang) og Kim Schou (violin, guitar) indenfor, hvorefter udstillingen åbnes af Morten Ulrik Jørgensen, formand for Kultur, Idræt og Oplevelses-udvalget i Gribskov Kommune.

Der vil være et let traktement. Udstillingen kan herefter ses i bibliotekets åbningstider i perioden 14/4-28/4.

Alle er velkomne.

TID: 14. april kl. 13-15.
STED: Kulturhuset i Helsinge, Skolegade 43, Helsinge.
ENTRE: Gratis.

Håndbold: Team Helsinge kan sikre triple oprykning

$
0
0

HÅNDBOLD: Det gik bedre end håbet for Team Helsinge Håndbold, der i søndags havde hele tre seniorhold i kamp om plads i oprykningsspillet. Alle seniorhold fik forlænget sæsonen – og måske ender det med en triple oprykning,

Først sikrede 3. Divisions herrer sig 2. pladsen – og dermed retten til at spille oprykningskampe. Modstanderen her bliver Jernløse fra Holbæk.

Kasper Klitgaards drenge startede ellers lidt ujævnt mod den direkte konkurrent til 2. pladsen i rækken:
KSG. Første halvleg gik derfor med vekslende føringer, og holdene kunne gå til pause med 14-14 på måltavlen. I slutningen af halvlegen blev Kristian Nøller sendt på mål, og samtidigt blev forsvaret
skærpet. Det gav pote, og KSG måtte tage hjem med en et nederlag på 29-22. Det vides endnu ikke, hvornår oprykningskampene skal spilles.

Derefter var det damernes tur. Andenpladsen var sikret inden søndagens kampe, så det drejede sig om at få tanket den sidste selvtillid. Forsvaret foran en stærkt spillende Jeanett Pullich stod knivskarpt, og det lykkedes kun modstanderen Team København at score 12 mål. Team Helsinge score nåede op på 19. Specielt første halvleg spillede pigerne godt anført af en evig fightende Cecilie Kvisgaard. Også U18 spilleren Chili Pletner gjorde det godt i forsvaret. Så det blev en suveræn sejr – og nu venter oprykningskampene mod
Lyngby som blev nr. 10 i 3. division. Kamptidspunktet er ikke fastsat endnu.

Herrerne sluttede med stil
Dagen sluttede med herre serie 2. Endnu engang var det THH der stod tilbage med de største smil. Modstanderen var bundrutinerede Ballerup, og hvis THH skulle gøre sig forhåbninger om avancement til serie 1, var kravet en sejr.

Kampen startede med godt forsvarsspil fra THH, og hvad der slap forbi, tog en stærkt spillende Peter Kyhn sig af. Angrebsspillet lod en del tilbage at ønske, så stillingen ved pausen var helt lige – 11 – 11. Før kampen var der dikteret: løb på alt… Det gav pote midtvejs i 2. halvleg. Ballerupspillerne begyndte at vise træthedstegn, og THH’erne fik slået et hul på 5 mål. Kampen blev vundet relativt sikkert med 24 – 18.

Næste weekend står den på oprykningskampe. Her er modstanderne HUK (serie 2) samt AJAX Kbh 3 (serie 1).
Kampene spilles næste søndag i Egedalshallen.

Debat: Alle børn har ret til en god start i livet

$
0
0

DEBAT: Det er aldrig børnenes skyld, at familien er fattig. Men det er børnene, der lider mest under det, for fattigdom i familien sætter en kæp i hjulet for, at børnene kommer godt fra start i livet. Når der ikke er penge til kontingentet i håndboldklubben, gaven til børnefødselsdagen eller betaling for lejrskolen, så bliver børnene isoleret fra fællesskabet med andre børn. Det har betydning for deres selvværd, deres sociale udvikling, og for opbygning af de færdigheder og det netværk, der skal hjælpe dem videre i livet.

Da SF sad i Regering var vi med til at afskaffe fattigdomsydelserne, og det lykkedes at halvere andelen af fattige børn. Men siden Løkkes Regering kom til magten har de haft meget travlt med at skære i hjælpen til samfundets allersvageste. Særligt kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen har ramt hårdt. Det ser vi konsekvenserne af nu, hvor nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at antallet af fattige børn er steget voldsomt i hele landet. 48.300 børn lever i fattigdom og det er en stigning på 10.500.

Det kan vi ikke være bekendt. Danmark er et rigt samfund. Vi har råd til at afskaffe børnefattigdom.

Hvis man kigger på det alene ud fra en økonomisk betragtning, så er det faktisk også en god investering for samfundet.

200.000 voksne mennesker lever et liv uden for arbejdsmarkedet og deres hverdag er præget af misbrug, social mistrivsel, dårlig sundhed, psykisk sygdom og kriminalitet. For mange af dem blev kimen til det liv lagt, da de fik en dårlig start i livet.

Spørgsmålet er derfor ikke, om vi har råd til at afskaffe børnefattigdom. Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være.

Foto: Presse.
Pia Olsen Dyhr, formand for SF
Foto: Presse.
Trine Torp, Socialordfører og MF for SF i Nordsjælland

Af Trine Torp, Socialordfører og MF for SF i Nordsjælland, og Pia Olsen Dyhr, formand for SF

 

 

Oplev Peter Vesth & Kristian Rusbjerg i Café Appetit

$
0
0

HELSINGE: Søndag den 15. april kan du opleve en eftermiddag i musikkens tegn med Peter Vesth & Kristian Rusbjerg.

– En fantastisk eftermiddag med Peter Vesth, som synger, og Kristian Rusbjerg på harmonika venter jer, lover arrangørerne af det musikalske arrangement, som finder sted i Café Appetit på Helsingegården.

Flere Dansktophits
Peter Vesth er en ”Grand old man” indenfor danske folkemusik og country. Han har tilbragt over 40 år på landevejen med sange som “Veras vinterven”, “Sønder Bullevard”, “Bare fire linjer” og meget meget mere og har idag over 20 nr. 1 hits på Dansktoppen. Peter Vesth har desuden været bestyrer af det kendte ViseVersHuset i Tivoli.

Kendte Harmonika træffere
Kristian Rusbjerg er vel nok mest kendt fra sit samarbejde med Jesper og Jens Peter Nielsen og deres CD’er “Harmonika træffere”, der har solgt både guld og platin. Kristian spiller i dag i mange forskellige musikalske sammenhæng og kan bl.a. findes i Mariehaven hvert år, hvor han er kapelmester for husorkestret Maries Festival Band.

Foto: Presse.
Peter Vesth & Kristian Rusbjerg gæster Café Appetit søndag den 15. april.

De to herrer spiller i dag fast sammen og søndag den 15. april gæster de så Café Appetit i Helsinge, hvor du kan opleve dem.

I pausen bliver der serveret kaffe/te og kage. Hele arrangementet koster 50 kr. Tilmelding kræves.

TID: Søndag den 15. april 2018, kl. 14-16.
STED: Café Appetit, Helsingegården, Parkvænget 20 A, Helsinge
ENTRÉ: 50 kroner. Tilmelding senest den 10. april til Hanne Gilholt  på 48 79 54 31 eller 20 30 54 31.

Blistrup Gymnastikforening inviterer til opvisningsshow

$
0
0

BLISTRUP: På søndag holder Blistrup Gymnastikforening sin årlige gymnastikopvisning i Blistrup Hallen og alle er inviteret til et show, hvor aktive gymnaster i alle aldre vil fremvise noget af alt det, de har lært i den forgangne sæson.

Der vil blandt andet være spring, rytmisk gymnastik for både damer, herrer og børn i alle aldre, Cross Dance, Zumba, Jumping Fitness for både børn og voksne, cirkus, akrobatik og meget mere. Der kommer også et dygtigt gæstehold fra Gilleleje for at deltage i løjerne.

Der er gratis adgang og alle er velkomne til at komme forbi søndag d. 15. april fra kl. 13-16.

Opvisningen afsluttes med uddeling af fighterpokaler og årsmærker, som foreningen fortæller der er rigtig mange, der har gjort sig fortjent til.

Vil man gerne støtte foreningen kan man købe lodder for bare kr. 5,- pr. stk. og måske vinde en af de mange flotte sponsorpræmier. Der er også mulighed for at tilmelde sig fællesspisning efter showet, ligesom man kan tanke op i halcaféen Oasen hele dagen.

Opvisningen markerer også slutningen på den officielle sæson, men flere hold fortsætter med sommertræning, som man kan se det på foreningens Facebook-gruppe “Blistrup Gymnastik”.

TID: Søndag den 15. april kl. 13 til 16.
STED: Toftegårdsvej 6 i Blistrup.
ENTRE: Gratis.

Tisvilde Hegn OK løb med andenplads i 1. division

$
0
0

SPORT: Orienteringsklubben Tisvilde Hegn OK deltog i weekenden i første runde af 1. division øst i COWI Ligaen. Her sikrede THOK sig en fornem andenplads.

Foto: Presse.
Emil Øbro løb sig til en af de fire førstepladser, som THOK tog i hus.

THOKS løbere beviste endnu en gang, at de formår at sætte de lange ben foran, da der i søndags blev afholdt første runde af 1. division øst i COWI Ligaen. Her endte klubben på en foreløbig andenplads i turneringen, som er danmarksturneringen for klubhold i orientering.

Vandt over to – tabte til en
I alt deltog fire klubber i Østkredsens divisionsturnering: FIF Hillerød, Søllerød OK, Allerød OK samt Tisvildehegn OK (THOK).

Fra THOK deltog 70 løbere, fordelt på 17 baner, opdelt efter køn alder og rutine. Løberne løb sig til andenpladsen ved at besejre Søllerød OK med resultatet 135-126 og Allerød OK med resultatet 145-100. Klubben tabte til FIF Hillerød, der blev løbets vinder med resultatet 113-146.

Fire førstepladser
Klubbens løbere hentede fire førstepladser og fire andenpladser. Førstepladserne blev vundet af Emil Øbro, Keld Johnsen, Inger Kirkegaard og Christina Lyng Andersen.

Foto: Presse.
Carl Emil Schøier Kovsted sikrede THOK en af fire andenpladser.

Andenpladserne blev løbet hjem af Carl Emil Schøier Kovsted, Jesper David Jensen, Tim Falck Weber og Tobias Olloz.

Sjællandsmesterskab i september
Til efteråret skal de fire klubber dyste igen, når der den 16. september afholdes Sjællandsmesterskab for klubhold.  Vinderen af Sjællandsmesterskabet kvalificerer sig sammen med den samlede nummer to til DM-finalen for klubhold, der afholdes den 7. oktober i Store Hareskov ved Værløse. Her skal de kæmpe mod de to bedste klubber fra både 1. division nord og 1. division syd.

Der vedhæftes fotos af Emil Øbro og Carl Emil Schøier Kovsted, der vandt dobbeltsejr på herrernes elitebane.

 

 


Amazonas skønhed og vildskab kommer til Gilleleje

$
0
0

GILLELEJE: Drømmer du om at opleve Amazonas, har du nu muligheden. Tirsdag den 24. april du kan få en smagsprøve på Amazonas skønhed og vildskab på Gilleleje Bibliotek.

De to eventyrer, Lizethe og Alexander Söderlind, gæster Gilleleje Bibliotek tirsdag den 24. april. Her vil de fortælle om deres rejse i Amazonas, Colombia. Deres fortælling vil blive suppleret med fotos fra rejsen i den sydamerikanske provins.

Foto: Presse.

– Vi skal høre om vandring og overnatning i Amazonas uden moderne bekvemmeligheder. Turen starter i byen Leticia, som er den sydligste by i Colombia og er beliggende i Amazonas. Leticia grænser op til Peru og Brasilien. Her er myg med malaria, flod, jungle, hængekøjer, lyserøde delfiner og kaymaner med røde øjne, oplyser Gilleleje Bibliotek, der står bag det eksotiske arrangement.

Arrangementet er gratis og alle er velkomne. Tilmelding nødvendig.

TID: Tirsdag den 24. april, kl. 15.30-17.
STED: Gilleleje Bibliotek, Bio 2. Peter Fjelstrups Vej 12, 3250 Gilleleje.
ENTRÉ: Gratis. Tilmelding her.

Flere p-pladser på vej til rådhuset

$
0
0

HELSINGE: Antallet af parkeringspladser foran Rådhuset skal sættes op. Sådan lyder et forslag fra administrationen, der frygter at der vil være for få pladser, når først byggeriet på Møllebakken for alvor går i gang.

Kommunen har planer om allerede i denne måned at gå i gang med at etablere nye parkeringspladser på arealet rundt om rådhuset i Helsinge. Her er der i forvejen 149 pladser samt to handikappladser, men det er ikke nok ifølge den gældende lokalplan, der siger, der skal være minimum en plads pr. 50 kvadratmeter etageareal, hvilket for rådhuset svarer til i alt 195 pladser.

Grafik: Gribskov Kommune.

Derfor skal der nu tilføres ekstra 46 pladser, oplyser kommunen, og undersøgelser viser, at parkeringsbehovet reelt er noget større. Blandt andet oplyser Kvikly, at gæster og ansatte på rådhuset bruger supermarkedets parkeringsareal, og kommunen har derfor indskærpet reglen for de ansatte på rådhuset om at holde sig fra den del af parkeringspladsen. Omvendt, lyder det fra administrationen, bruger flere af Kviklys kunder rådhusets parkeringsplads, så der er brug for en smule koordinering mellem de to parter. Kunder til Fakta benytter desuden også lejlighedsvist parkeringen til Rådhuset.

Lægehuset har desuden udtrykt bekymring for, om der fremover vil være tilstrækkeligt med parkeringsmuligheder for dem og deres patienter. I den forbindelse vil kommunen tage dialog med indehaveren af ejendommen Frederiksborgvej 18 om at optimere det offentlige p-areal foran Fakta.

Når de 46 ekstra pladser er etableret vil kommunen lave yderligere undersøgelser for at finde ud af, om det er nok. Der vil desuden blive lavet en en mindre oplysningskampagne om, hvor der er alternativ parkering i byen. Det vil ske i forbindelse med lukningen af parkering ved Møllebakken, når først byggeriet går i gang.

Naturen skånes
Administrationen på rådhuset har lavet tre forslag til, hvordan man kan placere 46 ekstra parkeringspladser. Det ene forslag er at tegne nogle båse op på den eksisterende parkeringsplads øst for rådhuset, hvilket vil give op til seks ekstra pladser. I dag er der kun markeret med en anden belægning, og det er ikke nok til at få folk til at parkere optimalt. Dertil anbefaler administrationen, at man fjerner et eller flere af de grønne arealer rundt om rådhuset og omdanner det til enten grusparkering eller bruger stenbelægning.

I Økonomiudvalget, der havde sagen til behandling i går, mandag, peger man dog på kun at tegne nye båse og så ellers vente med resten.

– Vi har jo en masse parkeringspladser i Helsinge der ligger ubrugte hen, så vi har også snakket om, hvorvidt vi kan få folk til at parkere lidt længere væk fra rådhuset. Skulle det blive et problem, så må vi tage det op igen senere, forklarer Økonomiudvalgets næstformand Bo Jul Nielsen (S) til netavisen.

Det betyder, at de grønne arealer, som ellers var udset til parkeringspladser, i første omgang skånes. Til gengæld vil man allerede fra på søndag, ifølge økonomiudvalgets dagsorden, kunne gå i gang med at optegne pladserne foran rådhuset. Skulle det ske, er de ansatte blevet bedt om at parkere på de andre offentlige parkeringspladser i og omkring bymidten.

Og skulle det vise sig ikke at være nok med en kridt-optegning og opfordring til at parkere nærmere bykernen, så vil kommunen tidligst kunne gå i gang med at etablere nye pladser til efteråret. Og uanset om man vælger grus eller stenbelægning, så vil det betyde, at der vil være mindre grønt i området. Kommunen vil dog i videst mulige omfang forsøge at bevare nogle af de store træer, særligt vest og nord for rådhuset

Endnu venter den endelige godkendelse i Byrådet, der samles på mandag. Her kan man vælge at pege på en anden løsning end den Økonomiudvalgets medlemmer peger på.

Fakta
Ifølge oplægget til politikerne er der tre løsningsforslag for at skaffe flere parkeringspladser omkring rådhuset. Kommunen anbefaler, at man som udgangspunkt bør vælge løsning et, og så udvælger en af de to resterende muligheder som en længerevarende løsning.

  • Løsning 1 er en opmærkning af parkeringsbåsene på eksisterende parkeringsplads øst for rådhuset, af hensyn til en bedre udnyttelse, så der ikke parkeres skævt af båsene, og man derved ikke udnytter pladserne optimalt. Det vurderes, at en opmærkning vil give bedre udnyttelse svarende til ca. 4 – 6 pladser. Denne løsning koster udfra driftspriser for afmærkning ca. 30.000 kr. Løsningen skal ses som en midlertidig løsning med en holdbarhed på 2 – 4 år, da afmærkning på nedslidte fliser har en meget begrænset holdbarhed. I løsningen indgår desuden dialog med Kvickly og lejere/ejere af ejendommen ved Fakta.
  • Løsning 2 er en midlertidig løsning i grus. Det giver en billigere anlægsudgift, men en større vedligeholdelsesudgift og ringe komfort især om vinteren, hvor det ikke kan undgås at der kommer huller og vandpytter. Denne løsning vurderes også at give en udfordring på rådhusets indemiljø med grus og mudder på tæpperne. Løsning med etablering af ca. 46 grusparkeringspladser vurderes i overslag at koste 1,4 mill. kr. + et overslag på 75.000 kr pr. år til vedligehold.
  • Løsning 3 er en mere blivende og pænere løsning i belægningssten og græsarmering, som er tilsvarende den belægning der anvendes på rådhusets nuværende østlige parkeringsareal. Løsning 3 med etablering af ca, 46 parkeringspladser på fast belægning vurderes i overslag at koste 2,1 mill. kr.

Fakta-tekst: Gribskov Kommune.

Grafik/kort: Gribskov Kommune/Google.

Lær at lave din egen hjemmeside

$
0
0

GRÆSTED: BLIK-Græsted Bibliotek tilbyder gratis minikursus i, hvordan man laver sin egen hjemmeside. Kurset er for alle interesserede.

Har du overvejet at lave din egen hjemmeside, så tilbyder BLIK-Græsted dig nu et minikursus, der kan hjælpe dig i gang. Kurset forløber over to gange og lærer dig at opbygge din egen hjemmeside i WordPress.  Første kursusgang er mandag den 23. april, kl. 19-20.

For alle interesserede
Måske er du selvstændig og mangler en platform, som kan reklamere for dig og din virksomhed, måske vil du gerne lave en blog, så din familie kan følge med i dine oplevelser på din næste lange rejse, eller måske er du bare interesseret i teknologi og ønsker at lære, hvordan man laver hjemmesider? Uanset hvad din begrundelse er for at ville lære at lave en hjemmeside, så er du velkommen.

– Det er ikke så svært, som du måske tror, beroliger arrangøren, BLIK- Græsted Bibliotek, i omtalen af arrangementet og fortsætter:

– Over 2 gange vil vi på BLIK hjælpe dig godt på vej.

Vælg et navn
Hjemmesiden laves i det program (CMS), som hedder WordPress, og første kursusgang bliver ganske kort.

BLIK-Græsted Bibliotek anbefaler, at du overvejer, hvad din hjemmeside skal hedde og finder ud af, om domænet er ledigt? Når du har fundet det rette navn til din hjemmeside og sikret dig, at det er ledigt, køber du domænet. Så går der normalt en uges tid, inden du får adgang til det.

PÅ kurset vil BLIK vise dig, hvordan du sætter domænet op hos en internet-udbyder. I mellemtiden skal du finde ud af, hvilken skabelon du vil benytte på din hjemmeside.

Kurset er gratis og det er nødvendigt at tilmelde sig. Det er endnu ikke oplyst, hvornår anden kursusgang forløber.

TID: Mandag den 23. april 2018, kl. 19:00 – 20:00.
STED: BLIK-Græsted Bibliotek, Græsted Stationsvej 10 A,3230 Græsted.
ENTRÉ: Gratis. Tilmelding her.

Bliv klogere på lockouten: Sådan rammer den Gribskov

$
0
0

GRIBSKOV: Den varslede lockout fra Kommunernes Landsforening kommer til at ramme rigtig mange rundt om i landet. I Gribskov får det også store konsekvenser, og vi bringer her en oversigt over, hvad der i så fald går i stå under lockouten.

Store dele af velfærdsområdet i Gribskov Kommune kan forvente at lukke ned, hvis den varslede strejke og lockout bliver virkelighed. Kommunen har derfor lavet en oversigt over, hvilke områder der kan forvente at blive berørt.

De varslede strejker og lockouten er blevet udskudt med to uger, og derfor kan der først strejkes fra den 22. april, mens en lockout kan træde i kraft den 28. april. Det kan også ske tidligere. Såfremt en såkaldt forligsmand beslutter at erklære forhandlingerne for afsluttet uden resultat, kan der strejkes og lockoutes allerede efter fem dage.

Der var ellers varslet strejke d. 4. april, mens Kommunernes Landsforening (KL) har varslet, at lockouten gik i gang d. 10. april.

Vi bringer her kort redigeret kommunens officielle oversigt over de mulige konsekvenser for borgerne.

Hvem bliver ramt af strejken?
Hvis strejken bliver en realitet vil det ifølge kommunens kommunikationsafdeling betyde, at dagplejen vil lukke, og store dele af jobcenteret vil blive ramt – ikke Ydelsescenteret, som fortsat sørger for, at borgerne får deres ydelser.

Følgende medarbejdergrupper i Gribskov Kommune er omfattet af strejke:

3F, FOA, HK, Dansk Socialrådgiverforening, de tekniske servicemedarbejdere, borgerrådgiverne, dagplejerne, administration og IT i jobcenteret, socialformidlerne i jobcenteret, tandteknikerne samt serviceforbundet.

Hvem bliver ramt af lockouten?
Hvis KL gør alvor af sine trusler og meddeler en lockout, så rammer det omkring halvdelen af alle ansatte i Gribskov Kommune.

Indtil nu kender vi kun omfanget af lockouten på et meget overordnet niveau. Ifølge KL vil størstedelen af skoler og daginstitutioner være omfattet, men specialtilbud vil stort set være undtaget, oplyser kommunen på deres hjemmeside og peger på, at ældreområdet kun bliver ramt i begrænset omfang.

Ældreområdet og en række områder på sundheds-, handicap- og socialområdet er undtaget samt vitale områder som affaldshåndtering, varme, vand, spildevand, gas, el, havne, færger, lufthavne og beredskaber.

KL har lavet følgende oversigt over omfanget af lockoutede medarbejdere:

  • 86 procent af medarbejderne på dagtilbud
  • 86 procent af medarbejderne på undervisningsområdet
  • 73 procent af medarbejderne på administration
  • 65 procent af medarbejderne på Teknik og Service
  • 3  procent af medarbejderne på området for ældre, sundhed, social og handicap

Hvis du er i virksomhedspraktik, løntilskud eller fleksjob, så finder du reglerne her.

Kommunen klar med nødberedskab
Kommunerne skal ifølge reglerne oprette nødberedskaber for flere centrale arbejdsområder. Det er områder, som er livsvigtige, eller som er påkrævet for at undgå mén på helbred eller førlighed. Kommunerne skal også forhindre økonomisk skade, der ikke står mål med konflikten.

Gribskov Kommune kan dog ikke selv bestemme, hvilke nødberedskaber kommunen skal oprette, hvilket sker via forhandlinger mellem de faglige organisationer og KL.

Almindelige gener
Ud over de af kommunen nævnte områder, vil man også som borger blive ramt flere andre steder i sin dagligdag såfremt en lockout eller strejke bliver en realitet.

Al togtrafik i landet risikerer for eksempel at blive ramt og stopper muligvis, meddeler Banedanmark, der har modtaget varsler om strejke fra 22. april fra flere tilknyttede fagforeninger.

Der vil også være begrænset betjening på politiets beredskab til 114 opkald. 112 opkaldt betragtes som kritiske og vil blive besvaret i normalt omfang.

Også bibliotekerne forventer at holde lukket under strejken, ligesom alle folkeskolerne er berørte og vil lukke ned under en eventuel strejke.

Selv vejrudsigten er i fare, da DMI har varslet strejke.

Fakta
En konflikt skal varsles 30 dage før, den kan træde i kraft og kunne tidligst varsles med start fra 1. april. Det er dagen, efter de nuværende overenskomster udløber.

De offentlige ansatte har varslet strejke fra 4. april.

Strejkevarslet er blevet mødt af et varsel om lockout fra arbejdsgiverne i både staten, regionerne og kommunerne fra 10. april .

Ved en strejke har fagforeningerne udvalgt arbejdspladser, som skal strejke.

Ved en lockout er det arbejdsgiverne, der sender de ansatte hjem – uden løn.

Forligsmanden har mulighed for at udskyde både en lockout og en strejke i to gange 14 dage.

Lønnen under en konflikt afhænger af ens fagforening, og om der er tale om lockout eller strejke.

Nogle vil blive fuldt kompenseret, andre får tilbudt lån og nogle får konfliktstøtte, der er et fastsat kollektivt beløb.

Enkelte medlemmer af fagforeningerne vil være helt undtaget fra at blive ramt af både strejke og lockout. Det gælder blandt andet tjenestemænd, visse ledere og ansatte på områder, som kræver nødberedskab.

Fakta-kilde: Ritzau/DR Nyheder

Handikapråd advarer: Kommende p-regler farlige for handikappede

$
0
0

GRIBSKOV: Det skal meget snart være tilladt at parkere bilen delvist på fortovet i byområder. Det mener et flertal i Økonomiudvalget, som anbefaler, at Byrådet giver grønt lys. De nye regler møder dog modstand hos både handikappede, cyklister og fodgængere, der alle mener at de er direkte farlige.

Kommunen er på vej med en ny parkeringsbekendtgørelse for Gribskov, der blandt andet giver tilladelse til at parkere delvist på fortove i de større byområder. Sagen har været mere end to år undervejs og møder modstand hos både Dansk fodgænger Forbund og Dansk Cyklist Forbund, men finder opbakning hos både Socialdemokraterne, Nyt Gribskov, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Konservative. Venstre er som eneste parti imod de nye parkeringsregler.

Generelt gælder det i Færdselsloven, at man ikke må holde med to hjul på fortovet i tættere bebyggede områder. Det skyldes et hensyn til især forældre med barnevogne, hvor det kan være svært for særligt forældre med tvillinger at navigere sikkert på smalle fortove, hvor bilerne stikker ind over.

Den regel kan de enkelte kommuner dog vælge at ændre og på næste mandag skal Byrådet beslutte, om nye regler skal gælde for alle kommunens veje.

Bliver bekendtgørelsen politisk godkendt skal den efterfølgende sendes til godkendelse hos politiet, før de nye regler kan træde i kraft. Den oprindelige forventning var, at de kunne træde i kraft 1. april, men forventningen er nu, at det kan ske inden månedens udgang, alt afhængig af politikerne og politiets samarbejdsvilje.

Bemærk dog, at bekendtgørelsen kun gælder tættere bebygget område. Uden for byerne er de generelle bestemmelser i færdselsloven stadig gældende; altså ingen parkering på fortove.

Handikapråd: Det er for farligt
Det nye forslag kræver blandt andet, at der skal være et frirum til passage på fortovet på minimum en meter. Det mener kommunens handikapråd er helt umuligt at håndhæve. De har givet høringssvar på forslaget, og her er tonen bestemt ikke imødekommende.

– De fleste mennesker har ingen forudsætninger for korrekt at vurdere, hvor meget plads der er brug for, så en mor med barnevognen, særlig med en dobbelt barnevogn, eller en bruger af en kørestol eller en rollator kan komme i gennem, skriver handikaprådet i sit høringssvar.

Rådet skriver ydermere, at rådets egne medlemmer har konkrete erfaringer med situationer, hvor bilister på fortovet skaber situationer, som er direkte farlige for de handikappede, som i værste tilfælde må ud på vejen for at komme videre.

– Det er desværre meget problematisk, da nedkørsler og opkørsler sjældent findes i den umiddelbare nærhed af de parkere biler. Som bruger af en kørestol eller en rollator kan man blive tvunget ud i lange omveje. Det hæmmer muligheden for fri bevægelighed, skriver forbundet i sit høringssvar til politikerne.

Handikaprådet peger også på, at biler på fortove kan være en fare for blinde og synshandikappede.

– Handicap har forskellige former. For mennesker med synshandicap er biler, som delvis er parkeret på fortorvet, en farlig forhindring. Særlig i de situationer, hvor fortorvets kantsten bruges som ledelinje, skriver rådet.

Fodgængere: Pas på de bløde trafikanter
Også Dansk Fodgænger Forbund er imod de nye regler.

– Generelt mener Dansk Fodgænger Forbund af erfaring, at det er uhyre vanskeligt for bilisterne at vurdere, om de ved parkering med to hjul på fortovet giver de svage trafikanter det fornødne frirum. Hvis dette frirum ikke er tilstede, er de svage trafikanter nødsaget til at bevæge sig ud på kørebanen, med en større trafiksikkerhedsrisiko, skriver forbundet i sit høringssvar.

Her peger man også på, at tunge biler på skrøbelige flader kan føre til farlige huller.

– Endelig skal også nævnes, at befæstningen på fortovene bliver påvirket, når der parkeres på fortovet, med nedbrydning til følge, en nedbrydning, der er til stor skade for fodgængerne, der må acceptere, at der er ujævnheder/huller på fortovene, forårsaget af for stort tryk fra tunge køretøjer.

Også Dansk Cyklist Forbund har advaret mod de nye regler med samme begrundelse, ligesom FDM også har peget på en række forhold, de mener er uhensigtsmæssige.

Venstre: Gamle regler gode nok
Venstre er det eneste parti, der indtil videre har stemt nej til de nye regler. Her er holdningen, at de gamle regler er gode nok.

– I Venstre valgte vi at lytte til indsigelserne, desværre som det eneste parti, stemte vi mod disse nye regler, som efter vores holdning blot er regler for reglernes skyld, har byrådsmedlem for Venstre Bent Hansen forklaret i et tidligere udsendt debatindlæg bragt i Frederiksborg Amtsavis kort efter at beslutningen var oppe at vende i et politisk underudvalg sidste måned.

S: Nye regler gode for redningskøretøjer
I Socialdemokraterne er holdningen en hel anden. Her hilser man de nye regler velkommen.

– Allerede i 2015 kom der et lovforslag fra regeringen, som proklamerede, at man ikke må holde med hjulene på fortovene, men at kommunen selv må bestemme, om de vil lave en særlig bekendtgørelse, der tillader det. Derfor siger vi nu: Lad os nu være lidt fleksible, forklarer Bo Jul Nielsen til netavisen og peger på, at de nye regler vil gøre det lettere for redningskøretøjerne..

– Vi har en masse smalle veje i kommunen, hvor det er svært at komme frem for redningskøretøjerne. Men vi skal selvfølgelig sørge for, at der kan komme kørestole og barnevogne forbi, siger Bo Jul Nielsen, viceborgmester og næstformand i Økonomiudvalget.

Handikaprådet vurderer, at bilisterne ikke vil kunne vurdere, hvad en meter er. Det mener Bo Jul Nielsen ikke bliver et problem.

– Og ellers må vi sætte nogle skilte op med parkering forbudt. Og borgerne kan altid henvende sig til kommunen, hvis der er steder, der volder problemer, og er der generelle problemer, så kan vi altid ændre størrelsen på fribredden igen, forklarer Bo Jul Nielsen.

Fakta
Den nye bekendtgørelse omfatter i hovedpunkter:

  • Tilladt parkering med en del af køretøjet på fortov. Det tillades at køretøjer m.v. må parkere delvist på fortovet, såfremt det sikres at en kørestol kan passere.
  • Påhængskøretøjer begrænses til højst at må parkere i indtil 24 timer.
  • Om natten (I tidsrummet 19.00-07.00) må tunge køretøjer med videre, over 3500 kg ikke parkere i tættere bebygget områder, men henvises til parkering i erhvervsområder.

Den fulde ordlyd i den nye bekendtgørelse følger her. Bemærk at datoen nederst ændres alt efter, hvornår de nye regler endelig besluttes i Byrådet og at bekendtgørelsen endnu kan nå at blive ændret eller udskudt af Byrådet, der har sagen til behandling mandag.

Bekendtgørelse om parkering i Gribskov Kommune
I medfør af færdselslovens § 28 stk. 3, § 92 stk. 1, nr. 1 og 3, § 92 c, stk. 4, § 121 og § 122a,
fastsættes med samtykke fra Nordsjællands politi følgende:

Anvendelsesområde og definitioner
§ 1. Denne bekendtgørelse gælder for Gribskov Kommune og omhandler standsning og parkering på
veje og pladser, der er omfattet af lov om offentlige veje, samt private fællesveje, der administreres
efter lov om private fællesveje, afsnit III, jf. bekendtgørelse af Lov om Private fællesveje § 3.
Bekendtgørelsen gælder for veje og pladser, inden for tættere bebygget område, afmærket med E55
Stk. 2. Definition ‘vej’ henvises til færdselslovens § 2, nr. 28.
Stk. 3. Definition ‘parkering’ henvises til færdselslovens § 2, nr. 18.
Parkering delvist på fortov og rabatarealer

§ 2. Motorkøretøj med tilladt totalvægt på indtil 3.500 kg, påhængskøretøj med tilladt totalvægt på
indtil 3.500 kg, motorcykler med mere end 2 hjul samt motorcykler med sidevogn kan standse eller
parkere med en del af køretøjet på fortov, såfremt der friholdes en fribredde af fortovet på minimum
100 cm.

Tidsbegrænsning for Påhængskøretøjer
§ 3. Påhængskøretøjer med en tilladt totalvægt på indtil 3.500 kg, må højst parkeres i indtil 24 timer,
medmindre andet er anvist ved skiltning eller afmærkning på kørebane.
Tunge køretøjer

§ 4. Køretøjer med tilladt totalvægt over 3.500 kg (lastbiler, busser og lignende), påhængskøretøjer
(herunder campingvogne), motorredskaber og traktorer må ikke parkeres i tidsrummet kl. 19.00-07.00,
med mindre sådan parkering er tilladt ved særlig afmærkning på bestemte vejstrækninger eller
pladser. Undtaget denne bestemmelser er dog områder afmærket med M57 Industri. Her tillades
parkering med ovenstående køretøjer i indtil 24 timer.

Øvrige bestemmelser
§ 5. Øvrige begrænsninger for standsning og parkering jvf. færdselslovens bestemmelser, eller som er
tilkendegivet ved skiltning eller anden afmærkning, ændres ikke ved denne bekendtgørelse.
Parkeringsafgift

§ 6. For overtrædelse af denne bekendtgørelse pålægges der i medfør af færdselslovens § 121 og §
122a en afgift. Afgiften pålægges ved en skriftlig meddelelse.

Ikrafttrædelse
§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 01. april 2018.

Viewing all 1950 articles
Browse latest View live