GILLELEJE: Er du pårørende til en kronisk syg, så er der hjælp at hente, når forfatter og forsker Jørn Henrik Olsen holder foredrag torsdag den 29. november i Kulturhavnen. Her kan du få gode råd til, hvordan du som pårørende kan holde fast i dig selv og finde lys i mørket.
– Det kan medføre en stor belastning og en langvarig krise at se sin elskede forsvinde mere og mere. Det oplever pårørende til et menneske med for eksempel demens, Alzheimer, Parkinson eller andre langtidsudviklende sygdomme, siger Jørn Henrik Olsen, der snart er aktuel med foredraget ”Sorg når man mister langsomt”.
Jørn Henrik Olsen er forfatter, billedkunstner og forsker, cand.theol., ph.d og vil ved efterårets sidste Kultursalon, fortælle om hjælpe- og tankeredskaber i forhold til kroniske og langtidsudviklende sygdomme.
– De pårørende får ikke altid den hjælp og støtte, som de har brug for. De bliver hurtigt omsorgsudmattede og tyndslidte af at være livsvidner til deres kære, som de ser forsvinde mere og mere. De kroniske sygdomme er generelt en kæmpestor udfordring, siger han og fortsætter:
– Det langsomme farvel kan få smerten og sorgen til at vokse hos livsvidnerne. Livet med kronisk syge byder på mange anstrengelser, kampe, problemer og udfordringer.

Vigtigt emne
Det er magtpåliggende for Jørn Henrik Olsen at sætte fokus på dette emne.
– Jeg har set mange kæmpe ude i det ret ensomme sygdomslandskab, forklarer han og fortsætter:
– Der har også været ældre venner, som ligesom er forsvundet mere og mere. Det blev stadig vanskeligere for dem at mestre deres tilværelse med for eksempel en demenssygdom. Og når det gælder de pårørende, så udtrættes også de stadig mere. De føler sig afmægtige eller føres ligefrem ud til kanten af eller ind i en omsorgsudmattelse.
At komme tilbage til sig selv
Jørn Henrik Olsen nævner et eksempel på en træt og udmattet pårørende, som meget ærligt fik formuleret sin udfordring med ordene:
– Jeg leder efter et sted, hvor jeg kan komme tilbage til mig selv.
Og det er ifølge Jørn Henrik Olsen én af de store udfordringer i samlivet med en kronisk syg: risikoen for at man mister sig selv undervejs, at man bliver tappet for energi og ressourcer og ikke kan komme tilbage til sig selv.
Det langsomme tab
Jørn Henrik Olsen påpeger, at de kroniske og langtidsudviklende sygdomme ofte byder på en masse opslidende tanker. Særligt spørgsmålet om, hvordan livet vil blive påvirket her og nu og ikke mindst ud i fremtiden.
– Netop det usikre udviklingsforløb i den fremadskridende sygdom, de mulige forandringer, bliver let det, der fylder mest i horisonten. Det kan være enormt belastende til stadighed at skulle indstille sig på forandring og ikke med sikkerhed vide, hvad morgendagen, næste måned eller næste år bringer. Årelange tab og deraf følgende sorg kan med tiden medføre stress med mindre overskud i hverdagen, hvis man ikke passer godt på sig selv, siger han og fortæller, at flere undersøgelser viser, at menneskers følelsesliv påvirkes voldsomt af sorgen ved at miste langsomt:
– Det almindeligt gode helbred hos pårørende forringes, den sociale isolation øges, angst, depression, stress og andre sorgreaktioner rykker ind på den eller de nærmeste. Ensomhedens sorg bliver ofte en meget krævende og reel konsekvens, siger han.
Netop dette har Jørn Henrik Olsens særlige bevågenhed, og er emnet for hans aktuelle bogprojekt, hvor han stiller skarpt på spørgsmålet om, hvordan man under trykket af en sådan sorg finder vej til ny livsglæde, nyt livsmod og ny livskvalitet.
Nødvendige ventiler
– Der er absolut ingen nem vej fra mørke til lys i dette sorg- og sygdomslandskab, siger han og fortæller, at han med sit foredrag på torsdag vil tegne billeder af forskellige følelsesreaktioner ved det langsomme tab og komme med en række vigtige tankeredskaber fra forskellige fagområder, som deltagerne kan tage med sig hjem.
– Det er godt at få et tydeligt fokus på nødvendige ventiler i et liv med sorg. Livet som pårørende kan nogle gange sammenlignes med en trykkoger. En lille sikkerhedsventil kan blive helt afgørende, når der sker en overophedning. Disse ventiler fortjener et helt særligt fokus, understreger han og slutter:
– Selv om vi kan føle os magtesløse overfor sygdomsudviklingen og den manglende udsigt til helbredelse, så er der alligevel meget, man på det personlige plan som pårørende kan gøre.
Gratis adgang
Det er gratis at deltage. Alle interesserede er meget velkomne – både raske og syge og i særdeleshed pårørende.
Af hensyn til planlægningen bedes man tilmelde sig via mail til jornhenrikolsen@gmail.com eller på sms til telefon: 2575 1200.
Fakta
- På baggrund af internationale befolkningsundersøgelser anslår man, at cirka 89.000 personer i Danmark har demens. Kvinder udgør mere end to tredjedele af ældre med demens.
- Ca. 200 forskellige sygdomme kan ledsages af demens eller kognitive forstyrrelser. Alzheimers sygdom er den hyppigste sygdom, men mange andre hjernesygdomme kan være årsag til demens.
(Kilde: Nationalt Videnscenter for Demens)
TID: Torsdag den 29. november, kl. 19-21.
STED: MIX-området på Gilleleje Bibliotek, Kulturhavnen, Peter Fjelstrups Vej 12, 3250 Gilleleje.
ENTRÉ: Gratis.
Indlægget Hvordan lever man videre, når man mister langsomt blev først udgivet på Netavisen Gribskov.
Giv din mening til kende: