GRIBSKOV: Det ser ud til, at der igen skal kunne sælges og købes ting i de grønne genbrugstelte på genbrugsstationerne. Sådan lyder meldingen fra udvalget Miljø, Klima og Kyst, der på tirsdagens møde blev enige om at se på at åbne dem igen.
Venstres fik tirsdag opbakning til et forslag om at arbejde for at genåbne de grønne telte, der tidligere hjalp lokale foreninger med at tjene lidt ekstra penge i form af salg af genbrugsting, doneret til kommunens genbrugspladser. Teltene er ellers besluttet lukket, da de ikke betragtes som en kerneopgave for jobcenteret.
Foreningslivet skal mere med
Beslutningen om at se på at få teltene genåbnet sker i et forsøg på at få foreningslivet mere involveret i processen med at drive teltene.
– Det blev besluttet at dette genåbningprojekt skal køres som en samskabelsesproces mellem flere politiske udvalg og foreningslivet, som har stor glæde af disse telte i forbindelse med deres genbrugsaktiviteter, forklarer Bent Hansen fra Venstre i en udsendt pressemeddelelse på partiets vegne.
– Det er vort håb, at denne genåbning bliver en realitet, således at de grønne telte igen kan indeholde de positive tiltag, som indtil udgangen af 2018 førte til rigtig meget frivillig aktivitet på genbrugsområdet, slutter han den for mange glædelige besked.
Baggrund
Byrådet besluttede 12. november 2018, at alle de politiske fagudvalg skal arbejde med hver en samskabelsescase i løbet af 2018 og 2019. Formålet er at opbygge erfaringer med, hvordan Gribskov Kommune fremadrettet skal arbejde videre med konceptet samskabelse.
Det er op til det enkelte udvalg selv at beslutte, hvad de vil forsøge at samskabe, ligesom medlemmerne af udvalget også i fællesskab selv beslutter, hvem der skal indgå, og om det skal omfatte myndighed med videre.
Udvalget har derfor alle samme punkt på dagsordenen på sine kommende møder: At se på hvordan man bedst opbygger gode erfaringer med samskabelse, kommunen og dens aktører og borgere imellem.
Vil måle hjemmeplejen
Også de andre udvalg har fået til opgave at finde en case at arbejde med hen over året. I udvalget Ældre, Social og Sundhed har man valgt at fokusere på at få lavet en model der kan vurdere og måle borgerkvalitet i hjemmeplejen.
Modellen skal udvikles i samarbejde med relevante borgere og afprøves i hjemmeplejen, hvor modellen efterfølgende kan anvendes på andre områder i ældreområdet.
I udvalget for By og Land har man besluttet at se på den fremtidige udvikling af Helsinge bymidte som en samskabelsescase. Her sker der i forvejen en masse udvikling, blandt andet med nyt boligkvarter og forbedringer af gågaden, så der burde være nok at tage fat på.
De andre udvalg mangler endnu at tage punktet til behandling. Det sker på de respektive udvalgs kommende møder.
Hvad menes der med ‘samskabelse’?
Tanken om at øge samskabelse i kommunen tager udgangspunkt i artiklen ‘Samskabelse – en typologi‘ (link åbner til artiklen i nyt vindue, red.) ved Jens Pedersen-Ulrich.
Jens Ulrichs typologi for samskabelse beskrives af kommunen som en pragmatisk ”hands on” model til at beskrive fire forskellige grundformer af samskabelse, hvor kommunen kan indtage forskellige roller.
For at kunne sikre, at udvalgene fokuserer på alle fire grundformer for samskabelse har de fået udstukket nogle rammer for, hvad de kan vælge at arbejde med.
Rammen for valg af cases er:
- En indsats, udfordring eller projekt, der egner sig til at lave samskabelse omkring
- Det kan være det hele eller elementer, der samskabes om, det vigtigste er, at der ikke på forhånd er en færdig løsning,Samarbejdet kan foregå ligeværdigt mellem deltagerne
- Ideen/initiativet til det, der samskabes om, må meget gerne komme fra borgere, virksomheder eller foreninger, Men kan også være på kommunens initiativ
- Casen skal kunne sættes i gang i løbet af 2019, men skal ikke nødvendigvis kunne afsluttes i 2019. Temaudvalget skal dog kunne indsamle nogle erfaringer fra casen inden udgangen af 2019.
- Ud over kommunen skal der være borgere, virksomheder eller foreningsrepræsentanter med i arbejdet
- Formålet med casen kan være bredt – f.eks. forebyggelse, serviceforbedringer, styrkelse af lokalsamfund, udvikling, kapacitetsopbygning, besparelser, effektiviseringer eller lignende.
Indlægget De Grønne Telte genåbner måske blev først udgivet på Netavisen Gribskov.
Giv din mening til kende: