GRÆSTED: Der var godt fyldt op i Græsted Kro, da Faglige Seniorer i Nordsjælland havde inviteret til fælles dialogmøde med blandt andet borgmester Anders Gerner Frost. Fokus var lagt på kommunens visioner for de ældre i Gribskov.
120 borgere var mødt op for at høre om kommunens visioner på ældreområdet. Mødet var arrangeret af Faglige Seniorer i Gribskov, og mange af de fremmødte var kommet for at høre Anders Gerner Frost fortælle om arbejdet med at sikre værdige alderdomme i Gribskov.

Borgmesteren kom i sit indlæg ind på flere tiltag, som det nye bystyre skal arbejde med, blandt andet – og ikke overraskende – at sikre økonomisk balance, derfor var der flere tiltag på anlægsområdet, der måtte sættes i stå.
Også Attendo blev nævnt.
– Borgmesteren var helt åben om de problemer, som der havde været med Attendo og han gav i sit indlæg udtryk for, at ældreområdet vil blive løftet med 50 mio. kroner, forklarer sektionsformand i Faglige Seniorer Nordsjælland Peter Kay Mortensen.
Borgmesteren forklarede blandt andet, at byrådet havde besluttet at hjemtage hjemmesygeplejen i kommunalt regi, og at der var brug for et løft af den almindelige hjemmepleje.
Værdighed bør prioriteres
Efter indlæg fra Anders Gerner Frost havde formanden for ældrerådet, Torben Møgelhøj, et indlæg om de emner der vil blive prioriteret i ældrerådet og her blev sundhedsområdet og værdighed nævnt som høje prioriteter.
Formanden for FOA i Nordsjælland, Lene Lindberg, sluttede rækken af indledere. Hun havde hørt om et nyt §17 stk. 4 udvalg, som omhandler udbud, et som hun meget gerne så FOA i. Hun forklarede, at hun gerne vil komme til flere kopper kaffe hos borgmesteren og drøfte de tiltag, der skal ske på området, blandt andet med hjemtagningen af sygeplejen og senere måske også hjemmeplejen. Hun sluttede sin tale med at opfordre kommunen til at arbejde for flere uddannelsespladser på sundhedsområdet.
Mødet sluttede med formand for Faglige Seniorer i Nordsjælland, Peter Kay Mortensen, der fortalte om foreningens arbejde og opfordrede til, at alle foreninger der arbejder med ældreområdet samarbejder om en fælles retning som kan være med til at styrke ældrerådet.
Og det bliver ikke sidste gang, der bliver arrangeret borgermøder i Gribskov, lover en glad Peter Kay Mortensen, der især kunne glæde sig over et stort deltagerantal i Græsted Kro på en almindelig tirsdag formiddag.
– Faglige Seniorer vil tage initiativ til, at et kommende nyt borgermøde skal handle om seniorboliger, bofællesskab, plejeboliger og plejecenter i Gribskov, lover han.