Quantcast
Channel: Gribskov – Netavisen Gribskov
Viewing all articles
Browse latest Browse all 1950

Tillykke! Helsinge Fodbold rykker op i Sjællandsserien

$
0
0

HELSINGE: Drømmen om igen at spille med, hvor det begynder at blive sjovt, er netop blevet en realitet. Helsinge Fodbold har i dag, lørdag, kvalificeret sig til oprykning til Sjællandsserien. Artiklen er opdateret med trænerinterview nederst.

I dag skulle drengene fra Helsinge Fodbolds bedste hold bevise, at det hårde arbejde sæsonen igennem havde været det hele værd. Dagens modstander, som også kæmpede om oprykning var Snekkersten, som tidligere havde slået Helsinge-drengene med 2-1.

Der var derfor dømt revanche, og i dag var absolut dagen, hvor det skulle ske. Helsinge havde hjemmebanefordelen, og tilskuerne gav gutterne på grønsværen god opbakning.

Strategien så da også ud til at sidde lige i skabet. Holdet sikrede sig en komfortabel sejr på 3-0 og kan dermed spille de sidste to kampe i sæsonen med en god følelse i maven.

Der resterer stadig to kampe på programmet, men Helsinge er med dagens sejr sikret oprykning uanset resultatet af de to sidste spillerunder.

Her på redaktionen, hvor vi har fulgt de lokale spillere gennem sæsonen, kan vi kun sige: Godt gået drenge! Vi glæder os til at følge jer i Sjællandsserien næste sæson.

OPDATERET: Glad træner
En af dem, der har god grund til at se positivt på fremtiden er træner Flemming Topp. Han ser sæsonen som en perfekt moralbooster til den kommende kamp om pointene i Sjællandsserien.

– Det her betyder selvfølgelig rigtig meget. VI havde jo tre gode sæsoner i Sjællandsserien, men i den sidste sæson røg vi desværre ned med et brag. Vi sluttede dog godt af de sidste seks kampe, men det tog hårdt på selvtilliden. Det at vi så kan gå gennem serie 1 som nr. 1 fra start til slut giver selvfølgelig en hel masse af den selvtillid tilbage sammen med en fornyet tro på tingene, forklarer træneren, der dog har beskedne ambitioner næste sæson.

– Jeg ved med sikkerhed, at vi har to spillere, der daffer til USA for at studere og en skal i militæret, så vi kommer i hvert fald til at miste dem. Men jeg ved også, at der rykker en 15-18 spillere op fra juniorrækkerne, og vi håber selvfølgelig, at der er et par stykker eller tre, der kan begå så i seniortruppen, forklarer træneren og oplyser at kampen i første halvdel af den kommende sæson går på at holde sig fra nedrykningsstregen.

– Vi deler nok sæsonen over i to og tager første halvsæson før vi kigger på det efterfølgende. Men målsætningen er selvfølgelig at blive i Sjællandsserien, forklarer Flemming Topp.

Klubbens beskedne størrelse gør, at træneren er afhængig af lokale talenter. Derfor bliver det spændende næste år, hvorvidt de unge talenter kan slå igennem.

– Vi ligger jo et svært sted rent geografisk, for er man ikke lige fra området, så er der en masse klubber omkring os i nabokommunerne, som tager rigtig mange spillere ind. Så det handler hele tiden om at udvikle vores egne talenter, forklarer han.

Fejringen af oprykningen finder først sted efter sidste kamp 16. juni, der heldigvis er på hjemmebane.

– Vi har fejret det lidt her i dag, og nu skal vi ned og se andetholdet spille. Og så tror jeg, at der er mange der har aftaler for i aften, så den helt store fejring kommer 16. juni til afslutningskampen hjemme mod Værebro, lyder det fra den glade træner.

Indlægget Tillykke! Helsinge Fodbold rykker op i Sjællandsserien blev først udgivet på Netavisen Gribskov.


Viewing all articles
Browse latest Browse all 1950

Trending Articles